★★☆☆☆☆
Prætentionerne står i kø på Aarhus Teaters Studio-scene, hvor vi bl.a. mødes af en Panda med farvede balloner med banale håndskrevne kommentarer fra Felia til Amlet. Sargun Oshanas opsætningen synes dog i ligeså høj grad at skulle spejle to unge skuespilleres kamp med rollerne, og det tror man til gengæld på. For med Caspar Erics lyriske men alt for udramatiske tekstbearbejdelse er de på herrens mark, hvor helhjertet de end kaster sig ud i opgaven.
Især Simon Mathew må stå for skud, når han i bar røv må løbe rundt blandt de måbende publikummer, hvoraf flere har taget sig en lur under de uspiselige teksttunge monologer, der fra tid til anden bryder med den kunstfærdige indpakning. Det blir aldrig klart, hvorfor stolene skal være afspærret med tape eller hvorfor der ligger sandposer på gulvet under nogle dinglende øretelefoner. Men værst af alt – vi er i grunden ligeglade.
Vores medfølelse med både Simon Mathew og den lovende Olivia Joof Lewerissa er stor, da de begge udviser et nærvær og en dedikation, der var en bedre sag værdig. Men redde forestillingen kan vores medfølelse desværre ikke.