★★★☆☆☆
Giuseppe Verdis elskede RIGOLETTO havde i søndags premiere i Operaen, og een ting kan man slå fast: Den kommer til at dele vandene.
Sangligt kunne man glæde sig over Sebastian Catanas imponerende røst i titelrollen, men rent spillemæssigt havde man gerne set flere udtryk. På samme måde imponerede Sofie Elkjær Jensen primært rent vokalt som hans datter, mens Peter Lodahls smukke stemmeklange havde fortjent større eksponering i rollen som Hertugen af Mantova.
Både han og Sten Byriel (som Sparafucile) havde dog deres fans med sig i salen, som ikke lod sig mærke med, at deres stemmer i passager blev overdøvet af orkesteret under ledelse af Robert Houssart. Det velsyngende operakor kunne ingen dog knække.
Den store debat gjalt dog Aniara Amos’ iscenesættelse og scenografi. En vis vitalitet må man give iscenesætteren ros for, men hvorfor scenografien skulle være så vulgær i lange passager forblev uklart. Rigoletto som camp – komplet med oppustede lolita-dukker og det der var værre. I det hele taget savnede man en samlet ide med denne opsætning, selvom der rent musikalsk var en del at glæde sig over.
Men i betragtning af, at dette hører blandt Operaens store satsninger i denne sæson, kan man godt tillade sig at være en smule skuffet. Buh-råbene talte deres tydelige sprog efterfølgende, men er man tilfreds med en kitchet skæv opsætning, hvor grimme effektjagtende tabloer bliver prioriteret fremfor psykologisk dybde, så bør man afgjort løse billet til denne forestilling.
