★★★★☆☆
Den Oscar-belønnede instruktør Kathryn Bigelow ("The Hurt Locker") inddrager naturligvis Motown-musikken i sit seneste værk, DETROIT. Filmen giver en rystende autentisk skildring af voldsomme raceoptøjer i staten Michigans største by og deres retslige efterspil for 50 år siden.
De hvide politifolk portræteres generelt som meget onde eller dumme, mens de sorte fremstår rigeligt uskyldige, men alligevel formår Oscar-vinderen Kathryn Bigelow at skabe et medrivende drama, der efterlader os med følelsen af indignation over et indlysende justitsmord. Mest af alt imponeres man dog over Bigelows evne til at instruere en flok relativt ukendte skuespillere, så de funkler.
John Boyega fra de nyeste Star Wars-produktioner mere end bekræfter sin status som lovende ung skuespiller med sin indsats som den retskafne sorte vagt Dismukes, der havner i sit livs dilemma i DETROIT. Og den unge Algee Smith får som forsanger i popgruppen "The Dramatics" et veritabelt gennembrud, der bør sikre ham stjernestatus både som skuespiller og sanger.
Unge Will Poulter er overrumplende god som presset racistisk politimand og kan meget vel ende på listen over diverse prisvindere, når året er omme. Endelig leverer Anthony Mackie (der havde fortjent en Oscar-nominering for Bigelows "The Hurt Locker") for gud ved hvilken gang en overbevisende indsats, der understreger, at han hører til sin generations bedste spillere.
Den irske skuespiller Jack Reynor (der på forstyrrende vis ligner en trimmet Seth Rogen) fungerer fint som den mest debile af alle de inkompetente politifolk.
Kathryn Bigelow svælger i passager i såvel den psykiske som fysiske vold, men mister aldrig helt fodfæstet. Takket være en rap klipning vokser dramaet sig stort undervejs – tilmed uden at kede. Og i sidste ende rammer tragedien os alle – uanset hudfarve.
