★☆☆☆☆☆
"Havnen er byens hjerte" bekendtgjorde vores overkække guide Gry undervejs på en temmelig trist havnerundvisning. Så meget desto mere underligt var det, hvor ugenerøs Aarhus Havn virkede på premiereaftenen med dens grimme metalcontainere i øsende regnvejr. En alt andet end hjertegribende oplevelse.
Med en spilletid på over tre timer tog iscenesætteren Anne Zacho Søgaard sig ellers god tid, men det meste af tiden gik i grunden med transport. Teater fik vi kun i glimt.
Vejrguderne gjorde det heller ikke nemt for Aarhus Teater og politiets strikse regler om dette og hint øgede vist kun besværlighederne. Ud og ind af køretøjer iført regntøj, selvlysende vest, hjelm og evt. et tæppe samt bagage – nogen magelig oplevelse blev det i al fald aldrig. På turene rundt blev vi desuden overfodret med informationer – og ikke kun om havnen.
En lille nød udløste et stop i en hal med 4000 tons af samme slags, og i tilgift fik vi lidt afrikansk sang og dans – forestillingens eneste livgivende indslag. Mod slutningen formidlede den ukuelige Gry en beretning om flygtede kurdere, der omkom i en container under et flugtforsøg. Et tilsyneladende desperat forsøg på at tilføre forestillingen bare en smule dramatik.
En sejltur med en slæbebåd i bølgegang endte som en blandet fornøjelse, og selvom vi blev opfordret til at gå rundt og tale med personalet, var spørgsmålet unægteligt om hvad? Nå, er du glad for dit job? Får du noget på den dumme? Kunstigheden var total. Først bagefter blev vi oplyst op, at man kunne få sin aske fordelt i havet via netop denne slæbebåd, og et kort øjeblik overvejede man, om man skulle få det gjort med det samme.
Vi blev præsenteret for en ufokuseret videomontage, der vistnok skulle vise kontraster mellem de afrikanske fattige og de rige danskere. Alligevel har man som undertitel på forestillingen vovet at kalde FRAGT for en "nyskabende teaterudflugt". Det forblev et postulat.
Råbekoret Tinnitut dukkede også op iført regnslag og triste miner. Men igen måtte man spørge – hvornår skal vi rent faktisk se teater?
I bedste fald kan man kalde FRAGT for en yderst trættende form for teaterkoncert, men egentlig føler man sig overbevist om, at det er som lidet inspirerende og usædvanlig vådt informationsorgie, at man vil huske dette fatalt forfejlede "eksperiment".
Hvordan er dette resourcespild blevet en realitet, mens Palle Granhøj og andre værdifulde kunstnere med rod i Aarhus er blevet syltet?
