★★★★☆☆
Det kan godt være, at man i Århus har fået besøg af den delvis royale "Røde Orm", men Frederikssund Vikingespil indtages denne sommer af selveste HARALD BLÅTAND. Og det er slet ikke så ringe endda.
Iscenesætteren Louise Schouw udviser atter sans for at kunne styre de store folkemængder, og der er vitterligt en del at holde styr på: 200 mennesker på scenen og 100 bagved, heste, hunde og høns samt et tilskuertal på mellem 12.000 og 14.000.
Lyden er indspillet på forhånd i god kvalitet, så de energiske amatører kan koncentrere sig om at agere, sådan som de har gjorde det i generationer. Frederikssund VIkingespil har nemlig rødder helt tilbage til de tidlige 50’ere og for flere familier er traditionen gået i arv. Den yngste af årets medvirkende er lidt over et år, men den ældste har rundet de 90. Man bor nærmest på vikingepladsen hele sommeren, hvor alle nye bydes velkommen og får et hjem backstage.
For publikum er en udflugt til HARALD BLÅTAND ikke blot et møde med sommerens mest storslåede udendørsforestilling på disse kanter. Der vrimler med vikinge-relaterede boder, og i Vikingegrillen bydes der på lækre revelsben og gigantiske pølser, så man kan roligt lade madpakkerne blive derhjemme. Og selvfølge kan man også smage mjød såvel som øl fra det lokale bryggeri.
HARALD BLÅTAND handler ikke kun om en gammel dansk konge, men er også et drabeligt fader-søn drama om tro. Naturligvis fortalt på en familievenlig måde, så alle kan være med.
Man kan til tider godt savne en handling, der i højere grad afspejler den verden, vi lever i nu med etnisk diversitet og regnbuefamilier, men det er et valg, man har gjort, og selvom der altså også fandtes homoseksuelle og andre minoriteter dengang, skal man ikke forvente at høre om dem i Frederikssund Vikingespil.
Hvad man i stedet får er en stort anlagt slægtshistorie med fine detaljer i scenografien. Genfærd, lurblæsere og veludførte dueller er en del af pakken, og de flotte kostumer bidrager en del til den rette atmosfære.
Jan Baun spiller med værdighed den stolte og stædige HARALD BLÅTAND, mens flotte Benjamin Boraghi varetager rollen som sønnen Svend, der ikke for ingenting får efternavnet "Tveskæg". Faderen har ladet sig døbe, men er sønnen også indstillet på det? Svaret finder man i Frederikssund frem til d. 16. juli.