★★★★★☆
Man gør klogt i at tage et minikort med alle veje optegnet, når man rejser til Refshaleøen, for selv efter flere år har de teateransvarlige på stedet endnu ikke fået løst transport-problemerne for fodgængere. De offentlige transportmidler – både såvel som busser – er ustabile og holder alt for langt fra spillestederne, så for gamle mennesker og andre evt. gangbesværede er det et no go!
Kort samt ordentlig skiltning ved stoppestederne og på ruten hen til spillesteder savner man under alle omstændigheder, da der sjældent er nogen at spørge om vej. Det synes i grunden forbløffende, at der stadig er mennesker, som orker at tage derud, men det må være priviligerede cykelejere og billister. Selv en taxachauffør med gps tracker kæmper dog med at finde det!
Men fra tid til anden spiller man faktisk forestillinger af kvalitet derude, som gør, at vi alligevel vover pelsen i håb om at mærkbare forandringer alligevel har fundet sted. Og en sådan forestilling er WoMAN & WOMAN heldigvis.
Den geniale titel markerer diskret den lille forskel, men fastslår samtidig, at begge de dansere vi møder er kvindelige. I den første af de to solo’er ser vi en kjole og blondineparyk på en mandlig muskuløs krop, der vrider og vender sig af utllpashed.
Danseren Andreas Constantinou, der har begået koreografien til begge solo’er, er ikke længere nogen slank ung mand, men en midaldrende, hvilket gør hans identitetskamp så meget desto mere rørende. For vi fornemmer, at dette er en identitetskamp, der har varet hele livet. Ved siden af ham er der dog en oplyst sti, der måske fører et helt andet sted hen og i al fald indikerer håb, hvis man ellers tør benytte sig af den.
I den anden solo møder vi Danni Mariblanca, der i lighed med Andreas Constantinou stiller sig fuldstændig til rådighed for dansen. Ansigtet har maskuline træk, men kroppen er kvindelig – lige bortset fra den kraftige hårvækst på benene, vil nogen sikkert mene.
I denne solo mærker vi en desperation i udtrykket, der til slut udvikler sig til en aggressiv næsten rituel dans, hvor danseren konstant skifter profil. Vi bliver bevidste om den menneskelige psykes sammansathed, for højre og venstre profil er jo ikke helt ens. Er den ene ikke mere feminin, end den anden? Og ligner hun mest en mand, når hun vender højre profil til?
Det fornemme ved dette værk er, at man på trods af den megen nøgenhed aldrig føler det som om, at danserne udstilles for effekten skyld. Den første solo har noget sart og delikat – næsten privat over sig, mens den anden er en frustration, der bliver en aggression. Samlet set gør de begrebet kvindelighed mere komplekst. for hvem er egentlig "mest" kvinde?