★☆☆☆☆☆
S/H indvier de nystandsatte lokaler i Kødbyen med forestillingen VI ER VERDEN, som er skabt i samarbejde med instruktøren Tue Biering og scenografen Marie Rosendahl Chemnitz.
Inden forestillingen går i gang hører man en dame i kørestol sige til sin mand, at hun slet ikke har lyst til at være der, og man tænker, at så er det da sådan set synd, at hun er der. Vi er jo nogen, der glæder os til at se, hvad det nye teaterrum kan.
Men der er ikke gået mange minutter, før man er tilbøjelig til at give damen ret, for dette er endnu en af de forestillinger. hvor et trist tomt hvidt rum kommer til at flyde med madrester og rekvisitter, mens de medvirkende smider tøjet og smørres ind i dette og hint,
Men først skal vi igennem en endeløs række af belærende monologer, for det kniber åbenbart med kommunikationen mellem mennesker i den moderne verden.
Skuespillerne tegner et grimt verdenskort med en rød touch og der råbes dybt forudsigeligt over Putin og Trump, når emnet ikke er størrelsen på lort. En af de medvirkendes blod og indvolde skal naturligvis også smattes ud på muren, og så mangler vi kun de obligatoriske dyrekostumer (restlageret fra Cykelmyggen Egon?). Selv som et lukket teaterskole-forsøg ville projektet dumpe.
Det er lige før man får ondt af skuespillerne (Nicolai Dahl Hamilton, Peter Flyvholm og Nanna Cecilie Bang), men husker så, at der i programmet står, at hele holdet er ansvarlig for tekstmaterialet.
"Forbryderen" i denne sammenhæng er egentlig Christian Lollike, der aldrig skulle have ladet dette makværk komme på scenen – og da slet ikke som åbningsforestillingen på sit "fornyede" teater. Men Lollike har sikkert haft rigeligt at se til i denne sæson med store og vellykkede projekter som "Erasmus Montanus" og "Living Dead".
Det ændrer ikke på, at dette er en noget nær katastrofal genstart for S/H og en hån mod de mange, der har bidraget økonomisk til teatrets overlevelse. Det selvtilstrækkelige, der også ligger i titlen, gør VI ER VERDEN til et bevidst kamikaze-projekt – en svulstig metafor for den samfundsudvikling, vi selv er en del af.
Problemet er blot, at ingen gider hører efter, og forestillingen – sæsonens kedeligste må man formode – synes ligefrem designet til at få folk til at udvandre. Men det giver bagslag. For hvad skal vi med en væmmelig gang anstrengt teateronani, der ligefrem dræber teaterinteressen – at dømme efter de reaktioner, der kom fra det resterende publikum efterfølgende.
Lollikes ressourcespild med et pseudo-eksperiment af denne type bør der ikke være flere af, hvis den offentlige klejnekasse til S/H skal forblive åben. Pinligt!
