★★★★☆☆
Fænomenet Edible Cinema er nået til Cinemateket, og går i al sin enkelhed ud på, at man får en lille boks med 8 små kopper forsynet med tallene fra 1 til 8. Inde i disse kopper befinder der sig noget spiseligt eller drikkeligt, som man skal indtage i biografmørket, når det pågældende tal lyser op ved siden af filmlærredet. Indholdet i koppeme relaterer til det, som vi ser på lærredet. På fiskemarkedet får man naturligvis en lille bid fisk, mens der vanker saftig frugt ved første møde med en barmfager frugtsælgerske.
Man skal ikke forvente et måltid mad, men snarere bittesmå kulinariske sanseindtryk, der mætter som en lille pose chips. Halvdelen af kopperne indeholder gin fra en konkret leverandør, så deltagerne betaler i grunden en temmelig høj pris for et reklameindslag.
Som eksperiment er Edibel Cinema ganske fornøjeligt men heller ikke mere. Sjovt nok virkede dufteksperimentet Smell-O-Vision bedre, men i begge tilfælde er der tale om eksperiementer, der ikke kun stimulere sanserne ekstra meget på givne tidspunkter i en film, men også forstyrre. I forbindelse med Smell-O-Vision-filmen var selve dufteoplevelsen til dels indarbejdet i filmen, mens PARFUMEN: HISTORIEN OM EN MORDER ikke er blevet skabt med henblik på en kulinarisk oplevelse. Så al støjen med plastiskkopperne og selve indtagelsen af indholdet i mørket samt de selvlysende skilte med tal undgår ikke at forstyrre selve filmoplevelsen.
Tom Tykwers sanselige men også grovkornede film er ellers et interessant valg til et sådan eksperiment, fordi filmen ikke som sådan handler om mad. Men her har Edible Cinema klart et formidlingsproblem, for det var tydeligt bagefter, at der var flere, der havde foretrukket, hvis der rent faktisk havde været mad i alle kopperne og i ordentlige portioner. Her var en bid kold pølse med sennep det mest fyldige, så virker priserne for deltagelsen ekstra forargelige. Her er tydeligvis tale om en over-hypet event, der nok ville have været mere tilfredsstillende for publikum og givet mere mening i forhold til billetprisen, hvis filmen havde heddet “Babettes gæstebud”.
Filmen PARFUMEN: HISTORIEN OM EN MORDER var i sig selv slet ikke så ringe, som man husker den, selvom Tom Tykwers forkærlighed for nøgne pigebørn gør filmen temmelig lummer undervejs.
Men den unge og magre Ben Whishaw er ret vidunderlig som Jean-Baptiste (vi husker ham fra de senere år for film som “Den danske pige”, “Skyfall” og “Cloud Atlas”, men han var også skøn i Jane Campions “Bright Star”), der var månedens film i Cinemateket for nogle år siden. Alan Rickman og Dustin Hoffman leverer rigeligt manierede præstationer, men heldigvis er det nyligt afdøde John Hurt, der er filmens fortæller. Og hans stemme er så stor en fryd for ørerne, så man forlader Cinemateket med i al fald en af sanserne tilfredsstillende stimuleret.
