★★★☆☆☆
På Nørrebro Teater har man fået den udmærkede ide at dramatisere Gustav Wieds murstensroman LIVSENS ONDSKAB, der også dannede grundlag for den langtidsholdbare TV-serie af samme navn.
Men hvorfor det nødvendigvis skal være en tegneserie-udgave, vi præsenteres for, bliver aldrig tydeligt. En herlig tvisted scenografi af Palle Steen Christensen, der leger med vores perspektiver, tager os ud af realismen, og det er nok klogtl Men hvorfor skal der pjankes og pjattes i een uendelighed?
Historien følges i det store og hele i Mette Wolfs dramatisering, men hvor karaktererne i romanen folder sig ud undervejs med et væld af facetter og nuancer til følge, skrumper de snarere ind i Christoffer Berdals iscenesættelse.
Peter Zandersen drøner rundt i første akt for at tjene penge til sin fædrene gård – en energisk indsats bestemt, men han levnes ikke plads til andet end et eensporet portræt af krøblingen Emanuel Thomsen. Så er der større dybder i Ditte Gråbøls Mor Karen, hvis ansigt og blik vidner om et liv baseret på afsavn.
Man frustreres et langt stykke tid over at se Ole Lemmeke i rollen som den milde Clausen, for han er sat til at spille figuren i samme nervesitrende leje det meste af tiden, hvilket gør at Clausens oprigtige indsigelser mod Knagsteds opførsel ikke får den vægt, de skal have. Først da Clausen lukker Knagsted ind i privaten, aner vi nogle finere aspekter i figuren. Synd – for i Lemmeke har Nørrebro Teater netop en skuespiller, der kunne forløse Clausen-figuren under rette omstændigheder. Heldigvis går det bedre med Lemmekes øvrige karakterer – ikke mindst Mortensen, hvis farlighed vi aldrig tvivler på trods spytteri og en fandens hoste.
Tom Jensen har tillagt sig et strejf af den diktion, som vi husker fra TV-seriens Knagsted, der bliver spillet af Carl Ottosen, men helt samme tyngde får han alligevel ikke og når seriens Skov-Stine tilmed er udeladt (hun dukker først op i romanen "Knagsted"), berøves vi en side af Knagsteds karakter, som vi ikke kan undvære. Derimod var man gerne sluppet for byens snobbede damer, der her fremstilles så dumt, at den sociale indignation, der også er indeholdt i romanen, bliver banal.
Peter Zandersen gør et hæderligt forsøg på at tilføre sin Emanuel en ægte smerte til slut, men spørgsmålet er, gør det ondt nok?
I desperationen efter at underholde for enhver pris svigter Nørrebro Teater nemlig selve sjælen i Gustav Wieds værk, og LIVSENS ONDSKAB kunne ellers sagtens være kommet til at fungere, hvis blot man havde anslået en mindre overgearet og anstrengt stil, der gav spillerne plads til også at gå i dybden.
