DE 39 TRIN

★★★★☆☆

Alfred Hitchcocks gennembrudsfilm DE 39 TRIN danner grundlaget for en langvarig teatersucces i Londons West End, og har nu fundet vej til Tivoli koncertsal i en dansk opsætning. Der er tale om en morsom gendigtning, der i forbløffende grad holder sig til plottet – med Mads Knarreborg som den uskyldigt mordanklagede Richard, mens Kristine Yde, Niels Olsen og Thomas Mørk varetager væld af andre roller med et hav af omklædninger til følge.

Joy-Maria Frederiksen står for den stilsikre iscenesættelse – støttet af et stemningsmættet lysdesign – og sørger for, at vi er godt underholdt det meste af vejen. Et par scener trækker en smule ud – især den lange moraliserende valgtale, men det formoder man skyldes kostumeskift, hvilket er en indforstået spøg i forestillingen.

Filmfreaks vil glæde sig over genhør med musikken fra "En kvinde skygges" ("Vertigo"), og vi får også små henvisninger til andre Hitchcock-klassikere som f.eks. "Menneskejagt", "Psycho" og "Fuglene".

Mads Knarreborg synes at have afluret Robert Donats elegance fra filmversionen, og præstationen må regnes for hans mest sofistikerede, siden han i 2011 varetog den mandlige hovedrolle i "Sunset Boulevard" overfor Karen-Lise Mynster på Nørregade Teater i Maribo.

Kristine Yde er bedst som forsømt landlig hustru, der nyder at få besøg og Niels Olsen bliver med sit træfsikre komiske talent en gevinst for en forestilling af denne type – ikke mindst som overvældende dansepige på London Palladium.

Alligevel er det Thomas Mørk, der gang på gang løber med opmærksomheden takket være en række uhyre præcise og originale karakterer. Rollen som Mr. Memory får sin egen yndighed, når Mr. Memory skælver af udmattelse efter hver opgave, men Mørk kan også give den som bramfri lokal og derfor noget nær uforståelig pensionatsværtinde.

DE 39 TRIN finder en skæg balance mellem et dansk og engelsk univers, og hvem siger, at man ikke også spiser mariekiks i Storbritanien?

Uhyggelig? Nej, overhovedet ikke – man kan roligt tage skolebørn med til DE 39 TRIN.