★★★☆☆☆
Nikoline Werdelin er tilbage, og det er der mange gode grunde til at glæde sig over. Få kan som hun spide selve tidsånden, og måske derfor er hendes nye stykke ikke helt så sjovt som mange af de tidligere. For der er ikke så meget at grine af mere, og STJERNEFAMILIEN gennemstrømmes da også en melankoli, der undervejs tangerer bitterhed. Det er der intet galt i, men det forklarer blot, hvorfor latteren denne gang ofte sidder fast i struben uden at ville ud.
Forestillingens store problem ligger dog i hovedrollefiguren Harald. En autistisk ung mand, der spiller violin og som det meste af vejen fremstilles så ubehageligt udvendigt af Peter Christoffersen, at man aldrig rigtig kommer til at holde af ham. Ja, faktisk er spørgsmålet, om vi overhovedet tror på ham? Vi ved ellers fra Thure Lindhardts teaterpokal-belønnede indsats på Betty Nansen Teater for nogle år siden, at det godt kan lade sig gøre at fremstille en autist troværdigt og kærligt på scenen.
Werdelin har ellers før vist talent for personinstruktion. Men her får hun nok ikke guidet sin hovedrolleskuespiller tilstrækkeligt, og vi ser samtidig begrænsningerne i Peter Christoffersens talent. Alt det tekniske går det fint med, men han forveksler sentimentalitet med sjæl. Først til allersidst, hvor han desperat higer efter en smule sympati, vækkes vores ynk, men det er dog en følelse.
Heldigvis går det langt bedre med sidekaraktererne. Karen-Lise Mynster er ret skøn som fru mor, der er vendt hjem fra USA som fiasko, og som nu kaster sig ud i et lesbisk forhold med Haralds terapeut, fordi hun ikke kan holde ud at være alene.
Jens Jørn Spottag kæmper energisk med rollen som liderlig farmand, der nedlægger Haralds violinlærerinde (kækt og ligefremt spillet af Lila Nobel), men for en sikkerheds skyld lader han sig sterilisere. Kun for at opdage, at han allerede har gjort hende gravid.
Vi må ikke glemme Xenia Noetzelmann, der i rollen som Haralds halvsøster bør arbejde mere med sin danske udtale talentet til trods og passe meget på, at hun ikke ender som den tyske kliché i dansk teater.
Nikoline Werdelin formår med sit skuespil STJERNEFAMILIEN at stille skarpt på den moderne familie og alle dens dårskaber, og hendes konklusion synes at være, at den har vi egentlig ikke nogen grund til at være stolte over. Det tygger vi så lidt på og takker samtidig for, at der stadig er dramatikere som Werdelin, der vover at stryge sit publikum mod hårene.
