★★★★☆☆
Lise Birk Pedersens dokumentarfilm AL MAGT TIL FOLKET? kan kritiseres for at være for firkantet, for unødvendigt genbrug af materiale samt for en underlig abrupt slutning. Men på eet punkt går den rent ind, og det er i måden, hvorpå den spejler den politiske situation i Italien, så vi i nærmest uhyggelig grad synes at genkende episoder fra det danske folketing.
Den italienske titel "Tutti A Casa" henviser til slagsordet for den oprørsbevægelse, der skulle få afgørende politiske indflydelse i det italienske parlament, men som også havde svært ved at omsætte den nye magt til konkrete resultater.
AL MAGT TIL FOLKET? fremstår som fortællingen om en rebelsk venstrefløj, der af idealistiske årsager ikke formår at samarbejde med midten, og et midterparti, der vælger at gå imod de nye politiske strømninger for i stedet at samarbejde med de gamle ærkefjender på den yderste højrefløj. En beretningen om forlist politisk idealisme og skuffede illusioner blandt folkevalgte såvel som blandt folket. Men filmen bliver også et udtryk for magtens voksende arrogance, og en politiske kynisme, der bunder i skamløs griskhed.
Politikerhadet i Italien – og i Danmark – er tydeligvis selvforskyldt – og ytringsfriheden blandt folkevalgte gælder i dag kun, hvis man er enig med de politiske ledere.