MANCHESTER BY THE SEA

★★★★★☆

"You Can Count On Me" indbragte manuskriptforfatteren og instruktøren Kenneth Lonergan en Oscar-nominering og gav også skuespillerne Laura Linney og Mark Ruffalo deres afgørende gennembrud. Siden har der i lange perioder været stille omkring Kenneth Lonergan, men nu er han tilbage med et endnu et afdæmpet men indtrægende drama om stærke familierelationer. Faktisk er MANCHESTER BY THE SEA så god, at Kenenth Lonergan denne gang fortjener at vinde den eftertragtede statuette for sit formfuldendte manuskript.

Også som instruktør må filmen betegnes som lidt af en bedrift, og samtlige roller spilles med stor overbevisning. Casey Affleck træder for altid ud af broderen Ben "Argo" Afflecks skygge og leverer karrierens hidtil stærkest præstation, der også har gjort ham til Oscar-favorit.

Han spiller en fraskilt mand, der er gået lidt i hundene efter en stor personlig tragedie, men som nu kæmper en sej kamp med at vende tilbage til livet, da der pludselig bliver brug for ham. Broderen er død, og den nevø, der som barn tog med ham på fisketure er endnu ikke voksen og har behov for en værge. Men hvordan kan man stifte en ny familie, når man stadig sørger over at have mistet sin egen og når ens ex-kone netop er blevet gravid med en anden mand?

Lucas Hedges er nyt tiltalende og ganske velspillende bekendtskab i rollen som nevøen og Michelle Williams, der allerede som forsmået hustru i Ang Lees "Brokeback Mountain" viste sig at være en sand hjerteknuser, gentager succesen her som hovedpersonens angrende ex-kone.

MANCHESTER BY THE SEA er noget så sjældent som en moden livsklog film om tab og om kunsten at håndtere sin sorg. For nogen en umulig opgave, for andre er der heldigvis håb. MANCHESTER BY THE SEA forfalder heldigvis ikke til nemme løsninger, men har en oprigtighed i sine personkarakteristikker, der gør dem både nærværende og relevante.