★★★★★☆
Er ET VINTEREVENTYR Shakespeares smukkeste tekst? Måske – men nem er den ikke. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at iscenesætteren Katrine Wiedemann formår at skabe en komprimeret nutidig opsætning i Maja Ravns gennemsigtige glasvægscenografi med både hvide snefnug og sort askesne. Shakespeare på bølgelængde med sin samtid.
Wiedemann stjernetrio er bl.a. på grund af sygdom blevet erstattet med tre unge talenter, som under de givne omstændigheder gør det overraskende godt.
Talentfulde Esben Smed er endnu ikke helt fortrolig med rytmen i Shakespeares sprog, men hans portræt af den sygelige jaloux konge imponerer, selvom han ikke nødvendigvis når helt derned hvor han skal i alle scener. F.eks. ville man ønske, at han i opgøret med sin uskyldigt anklagede viv ikke blot spillede vreden, men også kærligheden til hende. Esben Smed har dog en dynamik og et fysisk nærvær i sit spil, og hans uortodokse tilgang til stoffet bliver paradoksalt nok en af forestillingens største kvaliteter.
Mikkel Arndt virker mere fortrolig med sprogtonen og leverer et relativt klassisk Shakespeare-portræt som kongens broder, der må flygte for livet. Arndt har også den noget utaknemmelige opgave at skulle redegøre for et par af de mest utrolige øjeblikke i handlingen, hvilket er tæt på at ende i det rene pjank, tilsyneladende fordi Wiedemann her ikke tør stole på historien.
Men magien indfinder sig igen mod slutningen, og Natalie Madueño rehabiliterer sig som teaterskuespiller efter den flove Jokum Rohde-forestilling på Det Kongelige Teater sidste år. Både hun og Esben Smed formår tilmed at gøre Shakespeare sexet, selvom man må konstatere, at forestillingens store kvinderolle ikke synes at have interesseret Katrine Wiedemann helt så meget som manderollerne.
Ditte Hansen får en efterhånden sjælden lejlighed til at vise, at hun kan andet end at være sjov, men måske hun fysisk og/eller vokalt kunne have varieret sine biroller (af begge køn) en anelse mere, så de stod endnu skarpere hver for sig end tilfældet er nu?
ET VINTEREVENTYR er dog en både ambitiøs og tankevækkende oplevelse, og bliver på Republique ikke blot et drama om jalousi og soning, men også en insisteren på at se den lille historie i det store perspektiv. Og samtidig en tiltrængt påmindelse om værdien i at tænke ud over sit eget "jeg" i en selfie-tidsalder.
