★★★☆☆☆
Efter et par stærke sæsoner synes grønlandsk kultur pludselig svagt repræsenteret på teater- og filmfronten. Alene af den grund er WHITEOUT et velkomment pust fra en del af vores kultur, som vi stadig ved alt for lidt om.
Iscenesætteren Lisbeth Burian sætter os stævne på Husets Teater, men tager os derefter med på en lille tur over til en anden blok, hvor vi får høretelefoner på. Snart bliver vi sat til at kravle og befinder os inden længe i et grønlandsk langhus.
Vi fordeler os rundt i lokalet, mens lys og lyd forandrer sig – i læ for stormen, der raser udenfor.
Det er en fornem lydkulisse, vi præsenteres for, en blanding af arkivoptagelser fra det gamle grønland, dokumentariske beretninger og stemningsmættet musik. Og der står tilmed varm suppe til fri afbenyttelse på køkkenbordet.
Men intet sker. Det er som om samspillet mellem lyd og lys opbygger en forventning og sammen med det overbevisende langhus danner rammen om en forestilling, der aldrig finder sted. Vi skal selv skabe forestillingen, vil nogen måske hævde, men er det ikke for meget at bede publikum om? De fleste må formodes at have penge for at se en forestilling.
Og når man fra arrangørernes side nu har gjort sig alle disse anstrengelser for at etablere en autentisk atmosfære, så er det da ærgreligt, at vi ikke også får en grønlandsk skuespiller at se. Grønlandske skuespillere bliver i forevejen ikke forkælet med mange roller på disse kanter, men her var da en mulighed – hvis man altså havde en historie at fortælle…
