★★★★★☆
Man behøver ikke at have gået på højskole for at blive overvældet af den sangskat, der vælter ud over een fra det kongelige skuespilhus’ største scene. Iscenesætteren Minna Johannesson, der hittede i Aalborg med en herlig syret Grand Prix-forestilling, har sat en række af landets bedst syngende skuespillere i stævne, og sammen har de vendt vragen ud af diverse evergreens fra sangbogen, så vi føler, at vi oplever dem på ny.
Forestillingen tager sin begyndelse umiddelbart efter verdens undergang: Festen er forbi, og der er kun ti overlevende tilbage. Blandt dem hr. og fru Danmark (underfundigt fremstillet af Jens Jørn Spottag og Tammi Øst). To efterlønsmodtagere, som vi finder plantet i en kulørt sofa – begge iført bevidst uklædelige jogging-sæt. Han spiller på skeer og hun på håndklaver til den fæle dansktop-sang om "Mormors kolonihavehus", mens disharmonierne accelererer i baggrunden.
Bevægede bliver vi, da fatter Spottag erklærer overfor mutter Øst, at "den første gang jeg så dig, det var en sommerdag". Den syntetiske ægteskabelige idyl gennempules dog eftertrykkeligt, da faderens elskerinde (en sval Marie Bach Hansen) sætter sig midt mellem dem i sofaen og synger resten af sangen til familiefaderen. Vi kan næsten høre, hvordan blodet fryser til is i Tammi Østs hustru, og rystet bevæger hun sig frem på forscenen. Herfra fremfører hun med ligefrem isnende ensomhed den klassiske bryllupsang "Det er så yndigt at følges ad" og vi indser, at ingen formår at være så alene på en scene som Tammi Øst.
Hun får dog snart opbakning til resten af sangen, og pludselig opdager man, hvor nedladende denne bryllupssang egentlig er overfor enlige.Og sådan udvikler forestillingen sig hele tiden – og afspejler samtidig facetter, som vi aldrig har bemærket i sange, vi troede, vi kendte til bunds.
Imens går livet videre. Elskerinden får et barn, men hvem må tage sig af det? Hr. og Fru Danmark. De gængse familiemønstre er brudt sammen, nye former for liv søges.
Thomas Hwan finder fine udtryk for den smerte en ung mand kan føle ved tabet af sin mor, og vuggesangen "Sov sødt barnlille" fremfører han med hovedet liggende i den døde moders skød. En moder, som dog aldrig kan give ham den fysiske nærhed, han savner mest af alt, og som han derfor er dømt til at fornægte til slut.
Vuggesangens perspektiv udvides yderligere ved, at den uhyre talentfulde Sicilia Gadborg Høegh synger sin del af sangen til en tom barnevogn. Vi aner her en smerte, som end ikke et ægteskab med Esben Dalgaards joviale men disillusionerede julemand kan ændre, og teksten til "Sig nærmer tiden" bliver pludselig uhyggeligt påtrængende for hende.
Rasmus Fruergaard lufter sin imponerende rockstemme, mens han rydder op efter de andre, når han da ikke slås med Mads Rømer Brolin-Tanis jordnære svineavler om den tidligere Miss Danmarks gunst. Hun spilles men måske navnligt synges aldeles grandiøst af Marie Dalsgaard. Miss Danmark (anno 1998!) står bl.a. i spidsen for en formfuldendt version af Benny Andersens "Se, hvilken morgenstund", der giver baghjul til Nørrebro Teaters Svante-forestilling.
Vi får også en luksus-udgave af en åndsvag fodboldsang, der viser, at man kan finde kvaliteter i det banale ligesom en elsket klassiker som "En rose så jeg skyde" kan banaliseres, så det næsten gør ondt.
Men det er naturligvis mor Danmark, der samler os alle til slut, efter at hun har fundet ned til noget ur-dansk i "Skuld gammel venskab rejn forgo". Og med nytårssang byder hun gæster fra nær og fjern velkommen i noget så dansk som regnvejr. Men med nytåret fødes håbet alligevel og vi bliver mindet om, at det at være dansk ikke behøver at være noget med, at "de varme lande er noget lort" og noget som vi bør skamme os over. At vi blot kan slå hænderne ud og synge: "Velkommen her".
