★★★★★☆
De blå stolerækker på scenen gør spejlingen i det vi ser øjeblikkelig. Vi er i operaen og det er som publikum, vi bliver betragtet og brugt.
Anledningen er Operaens premiere på "Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny" – her kaldet MAHAGONNY. Det tyske sprog havde givet klædt Brechts tanker bedst, men i forhold til den oprindelige handling giver den amerikanske jargon nok mere mening.
Skovhuggeren Jimmy drager sammen med tre venner til drømmebyen MAHAGONNY, der er grundlagt af tre forbrydere med det formål at malke guldgravere og andre illusionshungrede mænd for penge. MAHAGONNY frister med mad, drikke, slåskampe og sex – som det fremgår af de elektroniske tekster og beskeder, som vi overøses med forestillingen igennem – helt i pagt med forlæget.
MAHAGONNY spider enhver statsmagt, der opnår økonomisk gevinst ved at forblænde sit folk, og blev da også forbudt i nazisternes Tyskland. Man behøver heller ingen større politiske indsigt for at forstå, hvorfor at netop dette værk skal spilles i dag.
Denne MAHAGONNY starter dog lidt trægt. Karaktererne har svært ved at fænge, og kun Randi Stenes magtfulde Begbick brænder igennem. Man har da også sløjfet den første kærlighedsduet mellem Jimmy og luderen Jenny, der ellers kunne have øget vores interesse for parret.
Men iscenesætteren Graham Vick er mere interesseret i den store historie. For MAHAGONNY er også en beretning om en statsmagt, der opnår økonomisk gevinst ved at forblænde sit folk, og blev da også forbudt i nazisternes Tyskland. Man behøver heller ingen større politiske indsigt for at forstå, hvorfor at netop dette værk skal spilles i dag.
Sine Bundgaard viser dog i sin afsluttende arie, at hun godt kan synge med lidenskab, men som type fremstår hun for fersk til rollen som luderen Jenny. På lignende facon har Michael Kristensen ikke mange udtryk som Jimmy, men det gør næsten hans desperation til sidst så meget desto stærkere. Sangligt leverer han naturligvis varen – smukt sekunderet af dynamiske Palle Knudsen (som Bill). Kun Sten Byriel falder helt igennem som skuespiller – og rent stemmemæssigt går det kun lige an.
Men forestillingens store kup – og det der på trods af en række forbehold retfærdiggør fem stjerner, er brugen af operakoret og i særdeleshed et hav af mørke skuespillere. Fra gangene lister de op og ser sig nysgerrigt omkring, for operagenren har bestemt ikke været flink til at inddrage det multikulturelle samfund, som vi har i dag. Operaen har været forbeholdt eliten og eliten i Danmark består næsten hovedsagligt af hvide mennesker. Derfor gør det et overvældende indtryk endelig at se en langt mere farverig befolkning indtage den opera, der også er deres.
For Danmark har givet været et MAHAGONNY for mange udlændinge, der er kommet hertil i håb om et andet og bedre liv. Og i Graham Vicks modige iscenesættelse – med passioneret assistance for både operakor og orkester – bliver MAHAGONNY også en stor og dybt relevant flygtningehistorie, der både ryster og bevæger. For hvem er det egentlig, der betaler prisen for elitens dårskaber?
MAHAGONNY er ikke bare noget andre har skabt, for som operaens gæster er vi selv en del af den elite og medansvarlige for det folkebedrag, som MAHOGONNY så ypperligt udstiller.
