★★★★☆☆
Åbningsscenen i Rosemary Myers syrede australske komedie er på mange måder filmens sjoveste. Her ser vi den stille Greta sidde for sig selv i skolegården, mens den nørdede dreng Elliott søger tilflugt fra mobning ved hendes side. Han forsøger ihærdigt at indlede en samtale med hende og hun svarer kun nødtvunget, men får alligevel – og nærmest mod sin vilje – en aftale med ham.
Det bliver starten på en bizar alliance, der dog værdsættes af Gretas forældre, da Greta jo ikke har for mange venner. Den snakkesaglige Elliott får tilmed plantet ideen om en fødselsdagsfest i hovedet på Gretas mor, og snart er helvede løs i det lille hjem, for det sidste den sky Greta har lyst til er at være genstand for en masse menneskers opmærksomhed.
Rosemary Myers har en på een gang skæv og grovkornet form for humor, som man fristes til at kalde australsk. Men under karikaturkomikken gemmer der sig en loyalitet overfor samfundets særlinge, og det er den, der i sidste ende giver GIRL ASLEEP kvaliteter, der når ud over morskaben.
Desværre får Greta et blackout til festen, hvorefter filmen i en lang passage forfalder til en noget, der skal forestille en drømmesekvens, men som skaber mindelser om 70ernes mest flade form for børneteatre. Magien nægter i al fald at indfinde sig,. og først da Greta er tilbage hos Elliott og familien, bliver filmen atter seværdig.
GIRL ASLEEP må dog betragtes som et frisk pust fra en filmverden, vi kender alt for lidt til og et opmuntring til enhver teenagepige, der synes at alle omkring hende er pinlige. I dette tilfælde ikke uden grund.
