RANDERS REVYEN 2016

★★★★☆☆

Efter en yderst delikat menu bestående af en lækker fiskeanretning, en overdådig buffet med både oksesteg, vildtgryde og svinemørbrad samt en liflig chokolademousse er man mere end klar til årets randersrevy.

Den hyggelige maritime restaurant Pakhuset er da også næsten fyldt til bristepunktet med flere hundrede gæster, og på scenen står fire garvede revyveteraner iscenesat med sans for timing og tempo af den ene af dem: Jeanne Boel.

Boel tager kegler i egent tekst som dement olding, der har glemt sine tænder. Hun låner et andet sæt en af mand, som hun antager for at være tandlæge, men som så viser sig at være graver!

Til gengæld burde hun have skånet os for sit eget tarvelige nummer om "Praktisk sex", der også var et lavpunkt i Sønderborgrevyen. Derimod fungerede Leif Maiboms glimrende hatte-stafet "Går den, så går den" upåklageligt – også i Randers-regi.

Lone Rødbroe havde taget sin glansnummer fra årets Ganløse-revy med – en fræsende potpouri af opløftende stedsegrønne sange til egen alternativ musikledsagelse og fremført med voksende tristesse og stor komisk effekt.

Men det var især mændenes aften denne aften. Morild havde ganske vist ikke taget sine bedste tekster med og især det flove nummer om "Grandkusinerne fra Gellerup" kunne undværes. Til gengæld var han fremragende som harmdirrende fader til en purk med dårlige karakterer i nummeret "Min søn" af Carl Erik Sørensen.

Sørensen tegnede sig også for aftenens skarpeste tekst fra Nykøbing Falster revyen 2016 om de danske grænsebetjente, der i mere end een forstand rækker de nyankomne en udstrakt hånd – med gummihandsker på!

Carl Erik Sørensen leverede også et sjovt nummer til Karsten Jansfort, der ikke blot kan bryste sig af de sjoveste udklædninger og maskeringer, men som også tager prisen som landets mest sofistikerede revyskuespiller. Hvem anden end han ville slippe afsted med både at spille kikset kvindecharmør i røde bukser, østeuropæisk rengøringskone med navleuld og uimodståelig smørtenor med fløde på stemmen?

Aftenens højdepunkt blev dog det festlige "Det Skønne Kronjylland" efter en idé af Jan Hertzs og forfattet af Rasmus Krogsgaard, årets Dirch-vinder fra Revyperler. Her fik hver en lille flække i området inkl. værtsbyen en hyldestsang af de fire velsyngende medvirkende i et potent musikarrangement af Thomas Pakula.

Årets Randers-revy 2016 hører til på top 10 over landets bedste revyer. Men skal den helt op blandt de allerbedste, må man igang med at producere flere nye numre til næste år, hvor revyen fejrer 10 års jubilæum. Vi glæder os allerede!