★★★★★☆
Niels-Ole Rasmussen har begået en bevægende og lidt sentimental film om fotografen, foredragsholderen og forfatteren Jacob Holdt. Det er dog ikke så meget Holdts billeder, men snarere manden selv, som Niels-Ole Rasmussen sætter fokus på.
Rørende gensyn med mennesker og steder, som indgik i hovedværket “Amerikanske billeder” tegner billedet af en sympatisk idealist, der er forblevet tro mod sig selv, og som har bevaret en vis naivitet, selvom han velnok også er blevet en smule klogere på livet. En del af den visdom har han givet fået via sin samleverske Vibeke, der på diskret vis bliver fjern i blikket, når han i en samtale forfalder til foredrag, men som har lært ham, at der kan være for store omkostninger ved at gå linen ud som idealist.
Yndig er scenen, hvor Jacob Holst på afdæmpet vis bemærker, at den kvindelige moské, som rykker ind i hans kontorlokaler om fredagen, måske ikke behøver at have billeder hængende alle ugens dage.
Niels-Ole Rasmussen slipper ikke godt fra skildringen af konflikten med dagspressen, og her ville et interview eller to havde gjort mere nytte end brudstykker fra en debat, man ikke nødvendigvis kender baggrunden for. Man må spørge sig selv om nogle af de psykologiske svar på Jacob Holdts livsbane – ikke mindst forholdet til forældrene – bliver forenklet mere end godt er.
Men i sidste ende er det manden Jacob Holdt, der holder filmen sammen og gør den til en stor og varm oplevelse. Uden filter fortæller han om sine mange forhold til kvinder, selvom ikke alle vil være ved det, og ligger heller ikke skjul på, at der også har været nogle bøsser, han har hygget sig med – uden dog i samme grad at gå i detaljer med det.
At Jacob Holdt forsat besidder hjertets renhed er man dog aldrig i tvivl om, og det kan hverken Weekend-avisens udsendte eller nogen anden lave om på.
