★★★☆☆☆
Engang tilhørte Kirsten Dehlholm dansk teaters undergrund, men efter at have fået en Reumert-hæderspris er hun for alvor blevet en del af det fine selskab, og hendes seneste forestilling NEOARCTIC opføres på Det Kongelige Teaters gamle scene. Så kan det simpelthen ikke blive mere etableret.
Kirsten Dehlholm hviler dog ikke på laurbærerne og kan stadig skabe flotte scenebilleder med kyndig assistance fra lysmanden Jesper Kongshaug, en af landets førende teaterteknikkere. De 12 sangere står som 12 utilnærmelige syngende søjler, der blot skifter position for hver sang, men aldrig interagere med de øvrige. Det er der i grunden ikke meget teater i – og det bliver derfor de bevægelige scenebilleder, der må give liv til forestillingen.
Billeder af affald anslår miljøtematikken, så ingen kan være i tvivl, og vi ser et blodigt verdenskort glider nordpå for der at forsvinde bag de gigantiske lærredsstykker, hvorpå de bevægelige billeder projiceres. Tempoet er langsommeligt og man ser flere bukkede nakker i den halvtomme sal undervejs – trods en spilletid på under halvanden time.
Den bastunge elektroniske musik bliver ikke bedre af de bastande tekster, men hvordan skriver man elegante ord til “Song for Optics” og “Song for Electricity”? Først da den hvide ræv mod slutningen kommer til orde – på engelsk – , opstår der momenter af ægte poesi. Ellers befandt vi os det meste af tiden i et kunstnerisk vakuum, hvor imponerende og ukrukkede de velsyngende korsangere fra Estland end forekom. Men hvorfor skulle de stakkels mennesker udstyres med kikset eskimo haute-de-couture? Så hellere “Kejserens nye klær”.
NEOARCTIC fremstår desværre mere fortænkt end godt er, og uden så meget som et strejf af humor.
