Forum d. 2/12 2016
Med 350.000 solgte koncertbilletter kan Ennio Morricone bryste sig af at være den bedst sælgende europæiske filmkomponist nogensinde – og den eneste med både en Oscar og en æres-Oscar på hylden. John Barry ("Mit Afrika) og Maurice Jarre ("Doktor Zivago") har ganske vist vundet flere statuetter, mens Michel Legrand ("Pigen med paraplyerne") og Georges Delerue ("Jules og Jim") nok nyder større respekt i kunstnerkredse end deres italienske kollega. Men den mest kendte af dem alle er dog Ennio Morricone, og hans berømmelse synes i Danmark kun overgået af Bent Fabricius-Bjerre ("Olsenbanden").
At reducere Ennio Morricone til at være manden, der opfandt den særlige spagetthi-western musik, ville være ligeså vildledende, som det er forkert. For Morricone har begået langt mere raffinerede og følsomme kompositioner, hvilket også forklarer, hvorfor den ene af hans Oscars er en æres-Oscar. Bortset fra Alex North ("Hvem er bange for Virginia Woolf?") er han den eneste komponist, der er blevet hædret for hele sin musikalske karriere af Det Amerikanske Film Akademi. Hele ideen med også at lade Morricone skrive en ouverture til den ellers tvivlsomme "The Hateful Eight" virkede da også som et bevidst valg fra instruktøren Quentin Tarentinos side for at give Ennio Morricone plads, så han endelig kunne prøve at vinde en Oscar.
Musikken til de første spagetthi-westerns var ligesom filmene ofte grovkornede og effektjagende. Men gradvist udviklede Ennio Morricone sin stil, således at musikken blev det bedste, der var at sige om disse film – det var i hvert fald ikke skuespillet! Men 60erne bød også på talrige andre former samarbejder som f.eks. den overdådige Vittorio Gassman-komedie "Jeg – en playboy" og senere den dokumentariske "Slaget om Algier". Film, der vidner om en stor spændevide allerede fra ungdommen af. På grænsen til et nyt årti lagde Morricone musik til Elio Petris stærkt samfundskritiske kriminalfilm "Undersøgelse af en borger hævet over enhver mistanke", der senere skulle vinder en Oscar som årets bedste udenlandske film.
"1900" af Bernardo Bertolucci blev et skælsættende værk i 70erne, en episk skildring af den spirende socialisme i et fattigt landarbejdermiljø, der stod i grel kontrast til den rige overklasse. Men ellers bød denne periode på få kvalitetsfilm for Morricone, som heller aldrig har holdt sig for fin til at lave kulørte film af næsten enhver art. Mest bemærkelsesværdige var vel den franske komedie "Mød min hr. mor" og Terrence Malicks gennembrudsfilm "Himlen på Jorden". Sidstnævnte indbringer Morricone den første af seks Bafta-priser og den allerførste Oscar-nominering. Synligheden er også en af forklaringerne på Morricones berømmelse, og med over 500 titler bag sig, giver han også i den henseende baghjul til sine kolleger. I starten af 80erne bliver han sågar Golden Globe-nomineret for sit musikalske bidrag til sangen fra en af årets mest udskældte film, "Butterfly" med den notorisk rædsomme Pia Zadora. I 1984 forener han atter kræfter med Sergio Leone i den storladne "Der var engang i Amerika".
Resultatet bliver nok ikke helt det mesterværk, som mange havde håbet, men der er tale om en særdeles ambitiøs film, som med en vis ret kan kaldes for kulminationen på deres samarbejde. Et par år senere overgår Ennio Morricone sig selv med et uforglemmeligt soundtrack til en anden Robert de Niro-film, Roland Joffes guldpalme-vinder "The Mission". Det er også i denne periode, at Morricone laver musik til et par moderne gangster-klassikere a la Hollywood, "De uovervindelige" og "Bugsy".
Men det helt store folkelige comeback får han i hjemlandet Italien med det Oscar-vindende mesterværk "Mine aftener i Paradis", den definitive hyldest til italiensk film. Filmens iørefaldende smukke musikalske tema kan den dag i dag få tårerne frem hos enhver. Da Morricone sidst i 90erne genoptager samarbejdet med instruktøren Giuseppe Tornatore i forbindelse med filmen "Legenden om pianisten på havet", udløser det en Golden Globe, og senere bliver også musikken til det bevægende skæbnedrama "Maléna" Oscar-nomineret. Det er da også Tornatore, der i det nye årtusinde tildeler Ennio Morricone de bedste opgaver ("Den ukendte kvinde" og "Baaria"), inden Tarentino kommer ham til undsætning.
Så der skulle være materiale nok til en hel koncert i Ennio Morricone brogede men i sidste ende gloriøse karriere som filmkomponist, og dermed grundlaget for en ganske enestående chance for at opleve en musikalsk legende øse fra sit livsværk.
