★★★★☆☆
Ingen tvivl om den aldrende jazzbasist Hugo Rasmussen er et hyggeligt bekendtskab. Men i en kortfilm på kun tre kvarter bør der ikke være fyld, og desværre forekommer filmens første del mere defus, end godt er.
Vi får relativt lidt at vide om denne sympatiske og livsglade gamling udover lidt skødesløs namedropping, og derved bliver filmen mere indforstået end den egentlig havde behøvet at være. Først da døden banker på døren, bliver det svært selv for en livsnyder som Hugo at holde fast i, at musikken nok skal holde ham i live.
Vi ses et væld af mennesker besøge ham på hospitalet, og især mødet med hans gamle ven Alex Riel virker ægte rørende. Men måske er der ikke mere at sige, når detkommer så vidt? Under alle omstændigheder kan man ikke helt frigøre sig for den fornemmelse, at gamle Hugo desværre tog for mange gode historier med sig i graven. At man alligevel holder af filmen, skyldes i høj grad Hugos personlighed. Så på det punkt yder filmens instruktør Rasmus Dinesen sin hovedperson retfærdighed.
