★★★☆☆☆
Sankt Hans aften 2016 bliver en aften som Rottefældens dygtige instruktør kommer til at huske – men ikke for det gode. Hedebølge samt et voldsomt og vådt tordenvejr betød så store lys- og lyd-problemer, at revyen først sluttede efter klokken 23 med deraf følgende overophedede gæster. Set i denne sammenhæng burde man nok være gået rundt med et par vandkander, sådan som man f.eks. gør det i Ganløse-revyen.
Det kan naturligvis ikke undgå at præge oplevelsen, hvilket kan virke unfair, for det kommer næppe til at gentage sig. Men revyer er her-og-nu-oplevelser, og bordet fanger uundgåeligt.
På og bag scenen blev der ellers kæmpet bravt anført af den gæve Jan Schou, Rottefældens kunstneriske leder. Desværre har man i år ikke været videre heldig med teksterne, men Michel Castenholt sørger gudskelov for et vis tempo og kapelmester Jens Krøyer er også i år garant for revyens musikalitet. Krøyer havde da også åndsnærværelse nok til at give os midsommervisen som pausenummer, og fik dermed mindet publikum om, at vi trods alt var i tørvejr modsat de stakkels mennesker omkring Sankt Hans-bålene.
Ny i Rottefælden er Pelle Emil Hebsgaard – et oplagt revytalent, der dog sjældent har været heldig med det materiale, han får at arbejde med, og det gælder desværre også her. Men vi får heldigvis en fornemmelse af, at han under de rette forhold både kan more, synge og danse.
Sangen synes afgjort at være Christine Astrid Nielsens force, men hun demonstrerer også både timing og præcision som ordekvilibristisk bagerekspeditrice i et nummer om den stadig mere krukkede kaffe- og brødkultur.
Ann Hjort er en pryd for enhver revy, selvom hendes sødme ikke kan redde alt, og som dronning Elizabeth er hun slet ikke på niveau med Jan Schous storartede Margrethe. Schou har i det hele taget alle revyens godbider, selvom hans Donald Trump ikke er en af dem. Glimrende fremstår derimod hans vitsstærke kok i et skægt Leif Maibom-nummer ligesom hans selvudnævnte schlagerkonge tager kegler. Og rent visuelt overgår intet Jan Schous ballerina i dette års revy.
Skal Rottefælden leve op til tidligere tiders høje niveau, bliver man dog nødsaget til at gøre en ekstra indsats for at finde og udvikle stærkere tekster til hele holdet. En let revyplatte og fynsk fadøl gør det ikke alene. Men takket være de medvirkendes ihærdighed – ikke mindst Jan Schous – kan man resten af sommeren sandsynligvis godt nå op på fire stjerner alle andre aftener end denne.
