HAPPY NATION

★★★★★☆

Teater Katapult satser flot på ny dansk dramatik, og selvom Bjørn Rasmussens tekst fremstår mindre helstøbt end mere erfarne dramatikeres, så må HAPPY NATION betegnes som et af sæsonens mest løfterige nye danske stykker. Fordi Bjørn Rasmussen vover at bryde med den socialrealistiske tradition og løbe såvel en formmæssig som sproglig risiko.

I Moqi Simon Trolin har han endvidere en iscenesætter, der tør stole på teksten og gå linen ud, koste hvad det vil. Og de tre skuespillere følger trop anført af en fuldkommen fabelagtig indsats af Sicilia Gadborg Høegh, der sidste år modtog en Reumert-talentpris for sin præstation i "Glasbobler" på Aarhus Teater. Her beviser hun igen sit værd – ikke mindst i en sproglig set hundesvær monolog, og man forstår sandelig godt, at Det Kongelige Teater allerede har bud efter denne talentfulde unge kvinde. Men også Kirsti Kærn er skøn som turistkontorets femme fatale ligesom Holger Østergaard har sine øjeblikke som vildfaren turist.

Vi følger pigen Linda, der som barn mirakuløst overlever et kollektivt selvmord, for herefter at gennemleve at væld af ekstreme situationer, inden hun ender, hvor hun begyndte. Men HAPPY NATION er ikke blot et personportræt, men også et grotesk – og til tider grotesk morsomt – portræt af et samfund med vanvittige værdier.

HAPPY NATION er udviklet i Teater Katapults WriterDirector Lab og i Performing Arts Across. Men man fornemmer alligevel en destinkt personlige stemme gennem hele forestilling, en stemme, der lover godt for fremtiden.