★☆☆☆☆☆
"Hvem er du?" spørger aftenens hovedperson Eric Davis i løbet af sin timelange forestilling på Teater V, og søger herefter på en pseudo-psykologisk facon at formulere noget alment og alligevel personligt.
Iført et bizart kostume – en kropsnær rød dragt med indlæg, der får ham til at ligne en højgravid plukket kalkun – hundser han rundt med publikum, som i starten går med på hans ideer, men som gradvis får nok af hans uforskammetheder, der aldrig serveres med den pythonske lethed, som vi forbinder med engelsk humor eller for den sags skyld finfølelse med hensyn til hvornår han går for vidt.
Teknisk set forekommer Eric Davis bestemt ikke uden evner, men samtidig kan man ikke få sig selv til helhjertet at anbefale et møde med denne uforskammede mand.
Legen med publikums grænser synes helt bevidst, men når man gentagne gange bliver ved med at ignore signaler for konkrete medlemmer af publikum, så bryder man en etisk grænse mellem performer og publikum. Det vil der givet være folk, der finder interessant, men man er i sin gode ret til blot at finde det møghamrende irriterende.
