★★★☆☆☆
Vincent Kesteloot og Ben Stassen har sammen instrueret denne europæiske animationsfilm, der ikke tåler sammenligning med de bedste fra Disney og Pixar – men som samtidig er at foretrække frem for de ofte tarvelige efterfølgere, som vi også får fra Hollywood.
Voksne vil muligvis ærgre sig over, at Robinson Crusoe-karakteren her næsten bliver en birolle, men børnene vil elske mange af filmens festlige dyr anført af en skræppende papegøje. Og når denne papegøje så tilmed låner stemmen fra en veloplagt Peter Frödin, så lader også de voksne sig fornøje,
ROBINSON CRUSOE fortælles i tilbageblik, hvilket i grunden ikke tilfører historien andet end forudsigelighed, og fortællerytmen er også sine steder temmelig kluntet. Til gengæld udnyttes de visuelle muligheder på øen ganske fortræffeligt uden 3D-briller, selvom der naturligvis stadig er dem, der vil foretrække den udgave.
ROBINSON CRUSOE er tilforladelig underholdning, der vidner om værdien i også at producere lange animationsfilm i Europa