★★★★☆☆
Cykelmyggen Egon er tilbage i sit andet hjem, det vidunderlige teaterrum i Østre Gasværk hvor han igennem flere sæsoner har optrådt for fulde huse.
Denne gang i selskab med den søde Tommelise, der viser sig at være noget af en akrobat og med et vis talent for at svinge en til flere klude på een gang. Det passer ikke Dagmar, at hendes Egon har fået andre veninder, og når så Skarnbassen og Rovbillen kidnapper den skrigende og særdeles hurtigt voksende myre-baby, så bliver der for alvor drama i børnehøjde.
De fabelagtige dyrefigurer går rent ind hos de små, og såvel Steen Koerners iscenesættelse som Astrid Lynge Ottosens scenografi bobler af sjove indfald. Flemming Quist Møller låner som fortæller af sin egen historie sjæl til forestillingen, og lægger desuden stemme til forestillingens mest henrivende figur, den ordrige kålorm.
Jesper Mechlenburgs dynamiske musik kommer især til sin ret i titelnummeret, som Basim nok kunne have fortjent en premierebuket på scenen for at synge, mens der synes at være lige rigeligt med røv og lort i Clemens tekster denne gang – målgruppen taget i betragtning.
David Schnabel er en sand kunstner på en cykel som Egon, men man forstår godt hans dilemma, for hvem kan vælge mellem Chenying Lus adrætte Tommelise og Nadia Skriver Dahls balletdansende Dagmar? Oliver Gbabre Zohore Bergsted og Nicky Andernsen lever er flow-dance og hiphop-dans på stjerneniveau som Skarnbasse og Rovbille, men selv de mindste insekter har værdi i denne forestilling.
Fortællemæssigt har forestillingen stadig plads til forbedringer, og har man set den første forestilling vil man nok omdele en del af dette magiske dyre-univers som deja vue. Men kvaliteten bør der ikke herske tvivl om, så mon ikke der vanker røde lygter på Østre Gasværk igen?
