★★★★★☆
I en tid hvor det samlede teaterudbud begynder at ligne een stor teaterkoncert, forekommer det befriende, at der stadig er teaterfolk, der vil dybden. Det vil man på Mungo Park under Martin Lyngbos ledelse og det vil instruktøren Kamilla Wargo Brekling og hendes skuespillere.
De stiller sammen skarpt på de uledsagede børn, der under kummerlige forhold prøver at flygte til Danmark. Og man mærker heldigvis, at forestillingens skæbnehistorier har rod i virkeligheden og det stadig mere kaotiske scenebillede afspejler de traumatiserende oplevelser, som disse børn oplever undervejs
Både Henrik Prip og Marianne Mortensen yder indfølt klassisk skuespilkunst, der får disse børn til at virke levende – og meget danske. Det kan der være en pointe i, eftersom flere af børnene ender som en del af os.
Alligevel er det – nok engang – Anders Budde Christensen, der med moderne sitrende udtryk konstant kræver vores opmærksomhed. Anders Budde Christensen synes at have afluret kropsproget hos en 12-årig syrisk dreng, og hans accenter lægger aldrig unødig komisk distance til karaktererne, men virker tværtimod autentiske og præcise. I portrættet af den syriske dreng formår Anders Budde Christensen at formidle en næsten fysisk kontakt med et forpint lille menneske, og rammer os således der, hvor alverdens politikersnak aldrig når ind.
