THE BOY

★★★☆☆☆

Et af årets bedre filmgys får man i THE BOY af William Brent Bells. Dels virker den teknisk mere velproduceret end mange af de mere teenageorienterede splattergysere og så spilles der faktisk en smule bedre end man vanligt ser.

Lauren Cohan synes således at have lidt mere at byde på end så mange scream queens før hende, og Rupert Evans har den helt rigtige tvetydige karisma som hendes udkårne, Malcolm. Solide engelske skuespillere som Jim Norton og Diana Hardcastle låner tilmed en vis klasse til det aldrende forældrepar, der har erstattet deres afdøde søn Brahms med en dukke.

Et delikat lydarbejde og en velfungerende underlægningsmusik bidrager til den rette stemning, og så har man fundet den helt rigtige dukke til at illudere Brahms. Det er lige før, at man synes, at den yder filmens bedste præstation.

Handlingen udspiller sig hovedsagligt i et atmosfærefyldt gammelt hus, og selvom en af hovedkaraktererne fremstilles af en dukke, vil det være direkte uansvarligt at lade børn se denne film. Ja faktisk får man helt lyst til at forbyde dem at lege med dukker – nu og i al fremtid.