★★★★☆☆
Det skal ikke herske tvivl om, at stoffet er spændende. Mette Knudsens meget personlige skildring af ligestillingens historie i Danmark flagrer dog mere end godt er i spillefilmsversionen, og med en spilletid på henved syv kvarter føler man sig overbevist om, at TV-formatet (fire afsnit af en lille halv time) egner sig bedre til dette materiale.
Mette Knudsen har selv gjort udviklingen med, at det bliver både filmens styrke og dens svaghed. Gevinsten er, at man mærker, at her er noget på spil og at de oplevelser, der formidles videre er autentiske. Mette Knudsen har fornuftigt nok allieret sig med en del medsøstre, der styrker disse kvaliteter, og det dokumentariske materiale er i sig selv et lille skatkammer af viden.
Mette Knudsen synes dog at have sluppet sit hjertebarn løs i en rodebutik – og forsøget med at favne hele ligestillingens historie vil ikke rigtig lykkes. For vi skal både høre om fosterdrab og hustruvold, stemmeret og kønsroller , mens Kvindehuset og Grevinde Danner Stiftelsen skyder frem. Lesbiske og indvandrerkvinder inddrages også, men relativt overfladisk, og man aner, at deres kampe for ligestilling i sig selv kunne være stof til et par tv-afsnit.
Mette Knudsen springer uforfærdet i både tid og sted, hvilket låner en vis dynamik til filmen, men forvirrer også. Hvorfor skulle vi f.eks. pludselig høre om en kvindelig fransk martyr? Og hvordan kom vi egentlig videre derfra? En større grad af kronologi ville givet have gavnet dette projekt og i højere grad givet udenforstående en fornemmelse af, hvordan udviklingen rent faktisk forløb.
Trods det fragmentariske præg og selvom vejen vitterlig ER lang, så er den afgjort værd at følge. Fordi både sejre som fri abort og nederlag som ligeløn hører med i den tilsyneladende evige kamp for ligestilling.
