★★★★☆☆
Allerede inden Liv Helm iscenesatte "Og nu: Verden!" på Husets Teater, høstede hun en Reumert-nominering for forestillingen OVERLOAD på Odense Teater, og det er den forestilling som netop nu gæstespiller på Haut.
Emnet er stress og tager udgangspunkt i en række samtale med stressramte. Tre skuespillere lægger krop til disse menneskers erfaringer på tværs af alder og køn – og langt fra altid i realistisk form. Således bombarderes den ene af skuespillerne med tennisbolde i et rasende tempo, som samtidig afspejler det øgede stressniveau.
Men forstillingens virkelige kup er en raffineret lydkulisse, der med sit støjende stemmehav skaber et voksende stressniveau hos publikum, og som med en ledsagende dødsmesse af komponisten Matilde Böcher varsler en uhyggelig fremtid.
De tre medvirkende – Peder Holm Johansen, Mikkel Bay Mortensen og Sofia Saaby Mehlum – fungerer som marionetter i et større spil, men udfylder deres roller til punkt og prikke. Og folkene bag OVERLOAD fortjener ros, fordi de vover at gå nye veje – ikke mindst lydnæssigt..