★★★☆☆☆
Rikke Wölck har forlængst bevist, at hun er en god skuespiller, der også kan skrive. Desværre synes der er være for lidt substans i det endelige resultat, selvom hun gør et oprigtigt og slet ikke ubegavet forsøg på at belyse emnet "tilgivelse" i dramatisk form.
Symbolerne tynger en del, og her er både cement i blodårerne og sprækker i isen, hvilket overbetones i Kisser Rosenquists lysmosaik i gulvet. Vores fortæller – en lidt nørdet fyr på 25 – kalder sågar sig selv for "glasdrengen" – en mandlig paralel til Laura I "Glasmenageriet"?
Moderen er i al fald Karen-Lise Mynster, der igen giver den som overbeskyttende mor, men som denne gang bekymrer sig over, at hendes glasdreng pludselig er blevet religiøs. Han har derimod svært ved at tilgive, at hun forlod sin syge mand til fordel for en rask.
Omkring dem ses søstrene Anna og Bodil (Anette Støvelbæk og Rikke Wölck), der selvfølgelig også har en hængeparti med hensyn til tilgivelse, eftersom Bodil på et tidspunkt gik i seng med Annas mand. Det snakkes der længe om, men der går år, inden Anna kan tilgive Bodil, hvilket slider på Bodil og gør Anna bitter. Og da tilgivelsens time endelig indfinder sig, er det et spørgsmål om, hvem der i virkeligheden skal tilgive hvem?
Iscenesætteren Madeleine Røn Juul bliver også denne gang garant for en ganske velspillet forestilling, hvor Karen-Lise Mynster lyser op som alkoholisk mama med smæld i replikkerne.
Elliott Crosset Hove spiller overbevisende den måske ikke helt skrøbelige søn, og der er som sædvanlig bund i, hvad Rikke Wölck laver som Bodil. Om det skyldes teaterrollerne eller skuespilleren Anette Støvelbæk selv kan være svært at afgøre, men ligner de karakterer, der kommer ud af det, ikke i betænkelig grad hinanden?
Hvis det forekommer lidt urimeligt, så er det jo godt, at man kan regne med tilgivelse i dette univers. Men også en smule letkøbt. Tilgiv mig.
