Dronningens juvelsmykke ****
Maskeballet *****
Malmø må være den provinsby i Norden med den højeste standard indenfor opera-produktion. Gang på gang sætter de baren højt og formår alligevel at levere varen.
Dette forår har blandt andet budt på hele to bemærkelsesværdige forestillinger om Gustav !!!. Den svenske konge blev myrdet i Stockholms operahus (år 1792), så det er i virkeligheden slet ikke så underligt, at flere operaværker har ham som hovedperson.
DRONNINGENS JUVELSMYKKE ****
Carl Jonas Love Almqvists DRONNINGENS JUVELSMYKKE anses blandt Sverige første historiske romaner og bygger på en virkelig historie, idet Almqvists mormor var til stede, da kongen blev skudt. Direktøren for Malmø Operas annexscene Veksten, Maria Sundqvist, har skrevet librettoen og iscenesat samt tilført musik af Almquists samtidige, komponisten Joseph Martin Kraus.
Handlingen udspiller sig før, under og efter mordet på kongen. Det omtalte juvelsmykke tilhørte oprindeligt Gustav d. IIIs mor, dronning Luvisa Ulrika, og da drengepigen Tintomara stjæler det, kommer der for alvor gang i løjerne.
DRONNINGENS JUVELSMYKKE fremstår som en uprætenciøs og charmerende lille forestilling i klassiske kostumer og nøgen aflang scenografi i to etager. En kvartet af musikere bidrager til den elegante iscenesættelse og tonen forekommer let og umiddelbart fornøjelig trods den dramatiske baggrund.
Alsidige Olaf Simonsson gestalter på sympatisk vis Almquist på scenen, hvor han fungerer som en slags fortæller. Rent sangligt glæder man sig især over et nyt talent ved navn Sebastian Durán i rollen som Viktor. Ham bør Malmø Opera holde fast i.
MASKEBALLET *****
Giuseppe Verdis MASKEBALLET udspillede sig oprindeligt i Sverige, men fordi man i 1858 – efter attentatet på den franske kejser – frygtede, at kongemordet ville danne præcedens, greb censuren ind, og Verdi blev tvunget til at lade sin fiktive kærlighedshistorie om en svensk konge handle om guvernør fra Boston!
MASKEBALLET havde premiere d. 17/2 1859 i Roms Teatro Apollo, men kom først til Sverige i 1927. Der blev den opført i Stockholms nye operabygning – beliggende just der, hvor kongemordet fandt sted. Boston-versionen må have virket temmelig bizar på en svensk operascene, hvor alle kendte forhistorien, og det kan meget vel være derfor, at Det Kongelige Teater i København vælger at præsenterer den ucensurerede udgave syv år senere. Det er da også den ucensurede udgave, som nu præsenteres i Malmø – dog sunget på italiensk, selvom svensk givet ville have tilført forestillingen endnu større grad af autenticitet.
Men så havde man dog muligvis også måtte give afkald på flere af de store internationale kunstnere, der medvirker i forestillingen. Og man ville nødigt have undværet Thiago Arancams flotte og fyrige konge. Den svenske konge lignede han dog ikke, hvilket kan være årsagen til, at det malmøske publikum virkede urimeligt forbeholden overfor denne karismatiske og lidenskabelige operasanger.
Charlotta Larsson savnede som Amelia lidt personlighed i starten, men trådte gradvist i karakter med sin flotte sopranstemme. Også Sofie Asplund åbenbarede en flot røst denne aften i rollen som Oscar, men vi savnede lidt charme. Larsson og og Asplund måtte også kæmpe med uklædelige kostumer, der til tider ligefrem hæmmede dem i spillet. Det var i masseoptrinene, at Silvia Aymoninos kreationer kom til deres ret.
Forestillingens helt store præstation tegnede Ewa Wolak sig for – som troldkvinden Ulrica rummede hun saft og kraft dramatisk såvel som sangligt.
Federica Parolinis scenografi fungerede bedst på galgebakken, hvor forestillingens flotte lysdesign tilførte scenebilledet det eventyrlige skær, der blev slået an fra start med ordene… "Der var engang…".
Iscenesætteren Leo Muscato har skabt en både flot og medrivende forestilling, men kontakten mellem de unge elskende bør helt klart øges, hvis forestillingen også skal være 100 procent tilfredsstillende som kærlighedsdrama.
Nu er og bliver det primært forestillingens musikalske kvaliteter, der tager stikkene hjem.
Dirigenten Pier Giorgio Morandi har da også fået samspillet mellem det formidable kor og det glimrende orkester til at fungere sublimt, og Giuseppe Verdis MASKEBALLET fremstår således som et fortryllende værk, der ikke behøver at stå i skyggen af Verdis mere kendte operaer.
