7 RUNER

★★★★☆☆

Lene Boel, der stod bag den dragende danseforestilling "Dreamtime" er tilbage med "7 Runer", en moderne passioneret og kraftbetonet forestilling, der kan nydes i Dansehallerne i nogle få dage.

7 RUNER virker knap så fokuseret som "Dreamtime", og inspirationer er da også hentet fra både nordisk mytologi, vikingerne og "The Hunger Games". Måske derfor rummer forestillingen også en lang række forskellige elementer – fra akrobatik, piroetter og breakdance til kraftspring, sabeldans og koldbøtter. Næsten for meget af det gode, hvis ikke det var fordi, at Lene Boel og Next Zone har samlet et eminent hold af fysisk stærke dansere.

Tre kvinder og seks mænd kaster sig med stor lidenskab ud i de styrkeprøver, som Lene Boel har tildelt dem, og til tonerne af Rex Casswell melodiske elektro-musik præsenteres vi for fysisk påtrængende kroppe badet i Jesper Kongshaugs kulørte lamper.

Selvom man savner en overordnet retning med forestillingen, så gør dansernes individuelle præstationer alligevel denne aften til en fornøjelse.