★★★★☆☆
Det Kongelige Teater afslutter Giuseppe Verdi/William Shakespeare-trilogien med en velsunget omend noget uegal "Macbeth".
Atter engang må instruktøren slås med Ashley Martin-Davis palisander-kolos, der især i første akt hæmmer forestillingen. Her danner den en død ramme om forestillingens udgangspunkt, og man forstår sandelig godt, at Benedict Andrews fjerner den mere og mere fra scenen jo længere vi skrider frem i historien. Så bliver der plads til et formidabelt rundt bord og ikke mindst til den flytningelejr, som udgør platformen for forestillingens stærkeste scene.
Hvad i starten forekommer at være en noget blodfattig MACBETH-opsætning, får heldigvis format i løbet af forestillingen, og gør de blodige scener mod slutningen så meget desto mere virkningsfulde.
Dario Solari vokser bestemt med opgaven og kulminerer flot i sidste akt. Sangligt synes han helt på toppen med både varme og glød i stemmen. Anne Margrethe Dahl viser sig atter som en blændende karakterfremstiller og synge kan hun bestemt også endnu. Hendes Lady Macbeth har en farlighed som forestillingen som helhed mangler en smule.
Michael Kristensen har ikke mange udtryk som Macduff, men hans stemme brænder af ægte lidenskab, hvilket i denne opsætning bliver afgørende.
Dirigenten Alexander Joel formår sammen med orkestret at løfte Verdis musik derhen, hvor forestillingen rent dramatisk aldrig helt når frem. Og således ender vi med at fejre Giuseppe Verdi snarere end William Shakespeare.
Har det været en god ide med spare-scenografien? Nej faktisk ikke… og skal ideen absolut afprøves igen, bør det blive med en mindre dominerende grund-scenografi. Men nu længes man faktisk efter at se en opera-forestilling uden palisandervægge…
