OTELLO
(Operaen – Det Kongelige Teater)
★★★★★☆
Forestillingen OTELLO åbner i bogstavligste forstand med et brag, der forplanter sig til både kor og orkester. Lidenskaben
vælter os omkuld og den eminente dirigent Pier Giorgio Morandi sørger for, at den musikalske passion aldrig fortager sig
Giuseppe Verdis sene mesterværk OTELLO får med andre ord en gloriøs opførelse i operaen. Shakespeares historie præsenteres klart og tydeligt takket være en gennemarbejdet iscenesættelse af Nicola Raab,
Ashley Martin-Davis har lavet en enkel og elegant scenografi primært bestående af spejle og store glatte trevægge.
Forhåbenlig rummer de mobile scenemoduler stadig nogle hemmeligheder, når de nu skal genbruges i de kommende
Shakespeare/Verdi-forestillinger "Falstaff" og "Macbeth".
Raymond Very viste glød i spil og stemme som OTELLO, og at han er blegere i huden end de Otello’er man normalt ser, kan skyldes det faktum, at han denne aften var under lægebehandling.
John Lundgren fik antydet en interessant biseksualitet i Jago, så vi kom ind under den onde maske.
Ann Petersen føjede endnu en succes til de mange som Desdemona. Hendes renfærdige udstråling koblet med den klokkeklare røst understregede Desdemonas uskyldighed, hvilket gjorde forbrydelsen mod hende så meget desto mere grusom.
Kun Sten Byriel virkede så træt og svag, at han næsten ikke orkede at svinge sværdet. Hans korte duel lignede i al fald noget fra en amatør-udgave af "Svend, Knud og Valdemar".
Men ellers er der lutter lovord til denne OTELLO – det lover godt for de næste opsætninger i operaen.
