★★★★★☆
Japansk film er især efter Akira Kurosawas død gået hen og blevet en sjældenhed i de danske biografer. Så meget desto mere grund er der til at glæde sig over HÅBETS LAND, som det lille århusianske filmselskab Øst For Paradis bør roses for at have hentet til landet.
For HÅBETS LAND fortæller en uhyre væsentlig historie om følgerne af et udslip fra et atomkraftværk for en lille familie. Modsat de amerikanske katastrofefilm, der hærgede biograferne i 70erne, så tager denne film udgangspunkt i en virkelig begivenhed. Måske derfor har instruktøren Sion Sono valgt en anderledes mere lavmælt fortælleform, som gør dybt indtryk. Her spekuleres ikke i effekter, men istedet får vi en næsten fysisk fornemmelse, for de følger, som ulykken får for hvert enkelt medlem af det lille familiesamfund. Sono betoner særlige følsomme øjeblikke med Mahler-musik, der leder tanken hen på Luchino Viscontis mesterværk "Døden i Venedig", men Sono lader bevidst de store følelser tale i disse scener og gør det med stor præcision.
Hver en rolle i HÅBETS LAND spilles upåklageligt, men alligevel må man fremhæve Naoko Ohtani for hendes pragtpræstation som den mentalt tilbagestående hustru Chieko.
Japanerne har om nogen oplevet de rædsler, der kan følge med brugen af atomkraft. HÅBETS LAND rummer derfor også en slet skjult kritik ikke blot af de japanske medier, der lod sig diktere til at fortie ulykkerne, men især af det officielle Japan, som tillod det.
HÅBETS LAND fremstår som Sion Sonos hovedværk, og kan meget vel få status som en af årets bedste film i de danske biografer.
