★★★★★☆
Man bør aldrig tage kvaliteterne i Woody Allens film for givet. Men omvendt har han gennem årtier vænnet sit publikum til et højt niveau, ikke mindst med hensyn til vittig dialog.
Også denne gang leverer Woody Allen varen, selvom det unægtelig er en tilsnigelse at kalde manuskriptet til BLUE JASMINE for originalt. For Woody Allen har tyvstjålet historien fra Tennessee Williams’ mesterværk "Omstigning til Paradis" (A Streetcar Named Desire), som han så blot har moderniseret og – nå ja – Woody Allen’iseret.
BLUE JASMINE tager ligeledes sin begyndelse, da en mentalt forstyrret kvinde med arrogancen i behold flytter ind hos den mere ydmyge søster, som hun indirekte har været med til at ruinere. Søsteren ligger i med en noget primitiv mand, som den nyankomne Jasmine synes er under søsterens standard. Deres private selskaber går Jasmine på nerverne, og hun søger tilflugt på badeværelset – og i alkohol. Hun er ude af stand til at fungere i virkelighedens verden og fylder sine omgivelser og sig selv med løgn i desperate forsøg på at overleve.
Cate Blanchett placerer sig øjeblikkelig i første række ved næste års Oscar-ræs, selvom hun allerede har en statuette for birollen som Katharine Hepburn i Martin Scorseses "The Aviator". Hun fanger det storladne og generøse i Jasmine samtidig med at vi bliver vidner til hendes gemene uhyrligheder og den totale ydmygelse. Det ender dog heldigvis med, at vi føler en vis ømhed for denne grandiøse stakkel.
Blanchett får fremragende støtte af Sally Hawkins som den jævne søster og Bobby Carnavale, der forekommer helt rørende som søsterens tilbeder.
BLUE JASMINE fremstår som lige dele komedie og drama. Det melodramatiske i Williams’ tekst punkteres forfriskende af Allens humor ligesom det klær Woody Allen at arbejde ud fra noget materiale, der har andre dybder end vanligt.
