★★★★★★
I den anden af de tre Seidel-film, der sagtens kan nydes seperat og i vilkårlig rækkefølge, er vi tilbage i Østrig. En religiøs dame tager imod den kat, hun skal passe, mens mor og datter er borte. Mens hendes medmenneskelighed omfatter tydeligvis ikke dyrene, og katten er stort set henvist til sit lille bur. Lige indtil, at den katolske dame får besøg af sin sepererede mand, der viser at være indvandrer og muslim. Han har været udsat for et uheld og er nu afhængig af sin kørestol, og påberåber sig sin ægteskabelige ret. Men selv med den katolske kvindes stadig mere sygelige flugt ind i sin religion, har hun svært at leve op de religiøse idealer i forhold til ægtemanden. Hvileløst vandrer hun fra dør til dør for at pådutte andre sin tro, og for at få deres liv til at fungere efter de direktiver, hun efter sigende modtager fra oven. Forholdet til ægtemanden udvikler sig til en regulær kamp – også af religiøs karakter – og man forlader biografen dybt rystet.
Ulrich Seidels perfekt komponerede – næsten asketiske – billeder passer som hånd i hanke til denne kvindes skræmmende univers, der ikke levner plads til ægte liv, og som derfor æder hende op indenfra, og driver hende ud i en stadig mere forkvaklet religiøsitet.
PARADIS: TRO kan med rette betegnes som det vægtigste bidrag til Ulrich Seidel-trilogien – og et ubestridt mesterværk.
