★★★★★☆
Ord som "chokerende" og "rystende" bruges ofte i flæng, men dækker ganske præcist det familieportræt, man er vidne til i dokumentarfilmen "Blodets bånd". Pernille Bervald Jørgensen og Christian Sønderby Jepsen har sammen begået en geni-streg, der uden tvivl kommer til at stå som årets stærkeste danske dokumentarfilm. De bevæger sig konstant på et etisk knivsæg i skildringen af de konsekvenser en tvangsfjernelse havde for en familie, men formår at være loyal overfor alle parter samtidig med at sandheden kommer på bordet.
I centrum står Svend, der voksede op som uelsket barn med selvmordsforsøg som 9-årig. Han stak af hjemmefra som 13-årig og levede et udsvævende liv som gøgler med bl.a. to koner og 16 børn. Et alkohol- og stofmisbrug fører bl.a. til vold mod konen Gitte og de fire børn, som han – formodentlig – har med hende. Børnene kommer i familiepleje og han mister helt kontakten til den ældste søn, men de to yngste børn flytter tilbage til barndomshjemmet.
Videooptagelser fra børnenes barndom afslører hvordan de to yngste kigger på, når Svend tar stoffer og drikker tæt, mens Gitte vælger at fordybe sig i et kryds- og tværs-blad. Begge børn lider idag under store psykiske traumer, og alligevel har de ikke noget entydigt svar på, om det var en god ide, at de flyttede tilbage, for blod er jo tykkere end vand.
Det fine ved BLODETS BÅND er, at den ikke forfalder til lette løsninger og løftede pegefingre. Tværtimod vises hvor komplekst spørgsmålet om tvangsfjernelser er. Alligvel sidder man tilbage med følelsen af, at de to mindste dog havde været skånet for meget, hvis de var vokset op et andet sted.
Men BLODETS BÅND får os samtidig til at erkende, at børnenes behov for at tilgive måske er ligeså stort som de voksnes behov for at glemme.
