★★★☆☆☆
Allerførst må man glæde sig over en film med skuespillere over 50 i hovedrollerne. Det Danske Filminstitut har nemlig i årevis forsømt at beskæftige sig med ældre mennesker – både på lærredet og som målgruppe.
DET GRÅ GULD kan ses som et forsøg på at opdatere Bent Christensens komedie "Støvsugerbanden", som man også henviser til i filmen.
"Støvsugerbanden" står idag som en noget kedsommelig komedie med et par gode gaks og man undrer sig såre over, hvorfor Hans W. Petersen skulle have en Bodil lige netop for birollen som gangsterboss. DET GRÅ GULD kommer næppe i nærheden af filmpriser, selvom Birthe Neumann atter engang gør det godt.
Hun spiller en desillusioneret ældre dame, der har fået nok af bankafslag og de offentlige myndigheders telefonsvarer. Sammen med sin dorske mand (Lars Knutzon virker ligeså udbrændt som rollen) og sin gamle dansepartner (en flot Kurt Ravn) planlægger hun et bankkup.
Jo længere frem i handlingen vi kommer, jo mere fornærmende virker den overfor gamle menneskers intelligens, og vi får f.eks. aldrig svar på, hvor og hvordan Lars Knutzon har været istand til at skrive det afsluttende brev.
DET GRÅ GULD kommer derfor til at understrege DFIs manglende interesse for virkelighedens grå guld og en publikumsfiasko til en film som denne, vil sikkert blive brugt som argument for ikke at lave flere film om og for ældre de næste mange år.
Men vil man stille skarpt på ældre menneskers vilkår idag, bør man nok snarere lade sig inspirere af en film som "Amour" end af "Støvsugerbanden". Instruktøren Shaky Gonzáles kan i al fald hverken gøre fra eller til, og selvom Birhte Neumann og Kurt Ravn nyder godt af det teatersamarbejde de har haft i de senere år, så svigtes både de og vi på manuskriptplan.
Sjovest er en kort gæsteoptræden af Anders Matthesen, der får lov til at folde sig ud som anti-semitisk våbenhandler! Gonzáles kan tilsyneladende slet ikke nænne at klippe i scenen, og man får ligefrem fornemmelsen af, at Gonzáles faktisk hellere ville have lavet en helt anden film.
