KVARTETTEN

★★★★★☆

Dame Maggie Smith har for længe siden indskrevet sig i historien som engelsk skuespilkunsts fineste nulevende repræsentant. Filmen KVARTETTEN kan næppe have været en kunstnerisk udfordring for hende, men hun giver rollen som aldrende operadiva et format og en finhed, der hæver filmen op over det jævne. Den debuterende instruktør Dustin Hoffman er tydeligvis ligeså forelsket i den 77-årige skuespillerinde, som vi bliver, og man har ham mistænkt for, at det er ømheden overfor de aldrende kunstnere, der har været udslaggivende i valg af projekt.

Det virker da også rørende at se Dame Maggie Smith spille overfor Tom Courtenay, der ligesom hun modtog den første Oscar-nomineringer i midten af 60erne – hun for birollen i "Othello", han for birollen i "Doktor Zhivago".

En velplaceret Brian Connolly agerer liderlig olding, og Pauline Collins synes uimodståelig som hans halvsenile veninde – en rolle som også Lotte Olsen brillerede i bl.a. på Folketeatret i den succesrige turnéforestilling af samme navn.

Ronald Harwoods tekst hører langt fra til hans betydeligste, men kærligheden til den udøvende kunstner ligger som et usynligt lag under hele filmen. Hoffman har da også lokket et væld af gamle sangere og musikere til at medvirke, hvilket giver en ikke ubetydelig autencitet til KVARTETTEN.

Så selvom Dustin Hoffman ikke kan beskyldes for at revolutionere filmindustrien med nyskabende ideer, så bliver KVARTETTEN alligevel en afdæmpet opløftende oplevelse, man ikke ville have været foruden.