af Kaspar Rostrup
Muusmann Forlag
★★★★★☆
Kaspar Rostrup anses ikke blot for en af Danmarks største teater- og filminstruktører med højdepunkter som "Indenfor Murene" på Det Kongelige Teater og den Oscar-nominerede spillefilm "Dansen med Regitze". Første del af hans erindringer vidner også om evner til at fortælle i litterær form.
Selvom titlen SØLVFLODEN er hentet fra hans eget eventyrunivers, så har Kaspar Rostrup krydret sine memoirs med skarpe iagtagelser fra en omskiftelig tilværelse. Barndommen bød både på familiesplittelse, kostskoleophold, sygdom og en næsten fatal vandgang. Rostrup kan både se humor og grusomheder i forgangne tider, og brevene fra forældrenes svigermødre hjælper til at gøre fortiden levende for os.
Kaspar Rostrups øje for menneskelig dårskab og generøsitet løber som en rød tråd gennem bogen, og ingen bliver glemt, hvadenten man er indtørret ond oldfrue eller en Ove Sprogøe, der hjælper med at redde børn ud af den bombede franske skole.
Alle synes at have lige ret til at være med, for Rostrup synes mere optaget af livet end af karrieren. Men netop denne
livsbegærlighed smitter af på læseren, og åbner op for det store perspektiv.
SØLVFLODEN foregiver heller ikke at være en kronologisk erindringsroman, men snarere en erindringsmosaik, hvor netop samspillet mellem de enkelte dele tilføjer en ekstra dimension til helheden.
Så der er god grund til at glæde sig til næste bind, for man tvivler ikke et øjeblik på, at Kaspar Rostrup har andet og mere at fortælle.