★★★☆☆☆
Det Kongelige Teaters skuespilchef har et godt øje til Henrik Ibsen, og det forstår man sådan set godt, for Ibsens dramatik
rummer oftest et væld af gode roller, som bør kunne tilfredsstille selv et krævende hold skuespillere. Efter en spændende nyfortolkning af "Bygmester Solness" fulgte en temmelig radikal opsætning af "Gengangere", hvor kun Kirsten Olesen kunne spille bunden ud af papirsposerne.
Nu er turen kommet til VILDANDEN, et af Ibsens mest elskede men også vanskeligste stykker. Thomas Bendixen går såre konventionelt til værks, hvorimod Karin Betzs enorme loftrum af en scenografi virker moderne på den uheldige måde. For bør VILDANDEN ikke snarere udspille sig i en trang men tryg gammel stue fremfor dette intetsigende tomrum? Når Det Kongelige Teater bruger så mange ressourcer på en forestilling, vil man sådan set gerne kunne se det på scenen.
Gudskelov har forestillingen en glimrende hovedrolleskuespiller i Kristian Halken. Hans nørdede udlægning af den sølle idealist Hjalmar Ekdal går lige i hjertet uden på noget tidspunkt at blive sentimental. Bodil Jørgensen spiller hans hustru upåklageligt, omend rigeligt forudsigeligt, og Neel Rønholt dækker rollen som Hedvig, men tilfører den ikke noget nyt.
Det klær Morten Suurballe at normalisere Gregers Werle, manden, der forstyrrer den tilsyneladende idyliske familie, mens Joen Bille forekommer temmelig rædsom, når han forsøger at spille den rørende gamle far som en slags farcefigur.
Det ujævne spil bidrog til, at man kedede sig en del i første akt, hvilket resulterede i, at flere blandt publikum udvandrede, da vi nåede pausen. Det kunne nu godt betale sig at blive, for heldigvis spidsede dramaet til i anden akt, og
forestillingen løftede sig lidt. Men helt på højde med teksten kom iscenesættelsen desværre aldrig, inspirationen manglede simpelthen.
