★★☆☆☆☆
Die Hard-serien nægter at dø en naturlig død, selvom klicheerne i John Moores A GOOD DAY TO DIE HARD synes ældre end Bruce Willis. Denne gang går det ud over Putins Rusland, hvor en enkel syngende og tilsyneladende debil taxachauffør minder os om, at ikke alle russere længere er onde. Det er åbenbart alle hans landsmænd- og kvinder, selv den smukke Yuliya Snigir, der dog ikke skal forvente nogen Oscar for sin indsats.
Bruce Willis’ John McClane troede ellers bare han skulle bruge sin ferie på at finde sin søn Jack (den velbyggede Jai
Courtney), men Jack er jo ikke sin fars søn for ingenting, og er på hemmelig mission for CIA. Så det varer ikke længe før
Willis kan udbryde sit evindelige "yippi kay jay mother-fucker". Og på smukkeste vis kan far og søn så ikke blot forværre trafiksituationen i Moskva, men også slå uskyldige mennesker i jorden, når de skal bruge en bil.
Vi er med andre ord i et reaktionært macho-univers, som forekommer at høre en anden tid til, men realisme har aldrig været Die Hard-filmenes force. De såkaldte action-scener ligner sekvenser fra computerspil, men for så vidt flot nok lavet. Til gengæld virker de endeløse nedskydninger usandsynligt trættende. Action er ikke altid synonym med underholdning.
