FINDES DER GRIBBE I GRØNLAND ?

☆☆☆☆☆☆

"Grænsebrydende teater" lokker man med på Teater V. Tak for kaffe! Skuespilleren Nils P. Munk trækker efter eget udsagn bare i trådene, det er publikum, der skal agere. Han og medforfatteren Peter Kunz, der står som instruktør af forestillingen har ladet sig inspirere af historien om Jakob, der overlevede 15 dage på en øde ø i Grønland.

Knapt 40 mennesker i alle aldre bliver denne kolde vinterdag bedt om at lægge overtøj, sko og tasker i forlokalet for at
stille sig skulder ved skulder i en rundkreds. Det grænsebrydende bestod primært i at udholde den svedlugt som kvinden ved siden af gjorde særdeles nærværende, og selvom man blev bedt om at lukke øjnene og forestille sig, at man var en del af en flyvende cirkel, sad man uløseligt fast i hendes svedlugt her på jorden.

En forkølet Nils P. Munk forsøgte desperat og med slidt stemme at få udvalgte folk til at spille scener med nogle få stikord, men de var kun lige kommet i gang, før vi skulle videre til det næste, og ingen nåede på noget tidspunkt at få etableret en figur. To teenagedrenge virkede tilmed dybt forlegne, da den ene i rollen som Jakobs kvindelige tilbeder skulle kysse en anden dreng på kinden.

Publikum forsøgte at illudere bølger og senere isflager – dog ikke et par af de ældste deltagere, som klogeligt plantede sig på en stol, hvilket også gav mulighed for en lille lur undervejs. Vi andre måtte ned på gulvet, mens tankerne fløj fra Grønland og til Grethe Søncks kravleture i TV-serien "Gæt og Grimasser".

Da den første time var gået, var det som om Nils P. Munks tålmodighed med os var sluppet op, og han overtog nu scenen i stadig højere grad. Alligevel nåede vi op på ca. 20 minutters forsinkelse i forhold til den oplyste spilletid, så flere måtte gå glip af den kaffe, man var blevet stillet i udsigt for vores anstrengelser.

Som arbejdsløshedsprojekt har FINDES DER GRIBBE I GRØNLAND? muligvis kvaliteter, hvis man havde færre scener, og i højere grad gav publikum plads til at spille med, sådan som nogle formodentlig havde glædet sig til. Men som teater betragtet, er forestillingen stort set uden værdi.