★★★★★☆
Bag den rigeligt tekniske titel ZERO DARK THIRTY gemmer sig årets mest kontrovercielle Oscar-kandidat om jagten på Osama Bin Laden. Instruktøren Kathryn Bigelow, der for få år siden bankede ex-manden James Camerons "Avatar" i Oscar-ræset med anti-krigsfilmen "The Hurt Locker", er blevet kritiseret for at være både antipatriotisk og voldsliderlig pga hendes direkte skildring af CIAs håndfaste forhørsmetoder. Men måske er det faktum, at hun rods et væld af kritikerpriser ikke personligt modtog en instruktør-nominering denne gang, bare en reaktion på, at hun fik rigeligt sidste gang.
Bigelow er som instruktør mere end nogen anden kvinde blevet "one of the boys" og hendes film foregår oftest i et dystert mandligt univers, hvor hovedparten af rollerne spilles af mænd. ZERO DARK THIRTY ligner da heller ikke nogen romantisk komedie, men gør sig bemærket bl.a. i kraft af et par stærke kvinderoller. Jessica Chastain spiller kvinden, som vi åbenbart bør takke for, at jagten på Bin Laden nu endelig er slut. En ildsjæl med et mål og tilsyneladende uinteresseret i mænd.
Vinder Chastain en Oscar for rollen, er det i lige så høj grad rollen som præstationen som heroisk kvinde, man vil hylde, for Chastain er bestemt god, men så heller ikke mere. Derimod kunne Jennifer Ehle godt have fortjent Akademiets opmærksomhed, for sin indsats som den eneste af kollegerne, der viser ægte interesse for hende. Også Stephen Dillane ("The Hours") når i nogle få scener at gøre indtryk.
ZERO DARK THIRTY synes ikke bare teknisk af være "The Hurt Locker" overlegen, men også åndeligt. Jo, den er nok lidt for lang, men ligesom sin hovedperson – og instruktøren – drevet af en ildhu, der gør, at vi bliver hængende. ZERO DARK THIRTY skal ikke ses som den definitive sandhed, men snarere som en samling af udsagn, der samlet set giver os et bud på hvad der skete. Resultatet fortæller os, i al fald mere direkte end vi er vant til fra den front, om omkostningerne ved en moderne krig.
