★★★★☆☆
Overdådige naturbilleder af bjerge og isflager i smukt afstemte farver er hovedattraktionen i Daniel Denciks dokumentarfilm EKSPEDITIONEN TIL VERDENS ENDE.
Den fremstår som en rejse, der ikke kun synes at have et strengt videnskabeligt formål for deltagerne, men også et
filosofisk. For i klipperne gemmer der sig svar på spørgsmål om hvem vi er og hvor vi kommer fra. Samtidig vidner de smeltende isbjerge om, at vi er her på lånt tid.
Mange vil nok føle, at Daniel Denciks film savner fremdrift og det hjælper givet, hvis man på forhånd er optaget af emner som jordens oprindelse og livet mening. Dencik bryder dog billed- og ordstrømmene fra tid til anden med moderne og dog malplaceret heavy metal og anden musik, der virker forstyrrende på den uheldige måde.
EKSPEDITIONEN TIL VERDENS ENDE fungerer bedst, når instruktøren bare lader billederne tale. Så bliver vi mindet om, hvor stor en skønhed, der stadig findes i naturen, og hvor vigtigt det er, at vi handler i tide for at bevare den.
