★★★☆☆☆
Kaspar Rostrup er tilbage som iscenesætter og det borger heldigvis altid for god smag. Sten Kaaløs tekst kan muligvis ikke betegnes som meget mere end en sød bagatel, men Rostrup og Kaalø har tydeligvis sans for den aldrende Ambrosius Stubs lyriske tekster og diverse sproglige finurligheder fra den kant.
Samtidig formår Rostrup sammen med sin bror Claus og sønnen Emil at skabe de helt rigtige rammer for forestillingen såvel scenografisk som lys- og lydmæssigt. Fra træmøblerne og de gråmelerede vægge til den afdæmpede belysning og Fuzzys velvalgte musik ind imellem a cappella-udgaver af Stubs tekster. Så vidt så godt.
Men hvad der desværre viser sig at være fatalt for forestillingen er den centrale skuespillerpræstation. Rostrup har ellers givet Christian Steffensen alle muligheder for at træde i karakter, men der forbliver noget forlorent over Steffensens Stub. Værst når han skal være morsom, så krummer man direkte tæer og ærgrer sig over valget af skuespiller. Hvorfor ikke en Kristian Halken? Eller Henning Jensen ??? For det er unægtelig længe siden, at Christian Steffensen udviste en vis friskhed i "Matador", og som teaterskuespiller synes han at være stivnet i egne manerer.
Det er Kaspar Rostrup muligvis alt for fin en instruktør til at kunne gøre noget ved, men nogen burde i al fald give Steffensen et los bagi, så han blev tvunget ud af sin sceniske selvtilstrækkelighed. På den baggrund yder Jette Sophie Sievertsen en køn lille præstation, men redde forstillingen fra at blive kedsommelig kan hun desværre ikke.
